Misdannelsesskanning

​Omkring uge 20 tilbydes du en gennemskanning, hvor vi undersøger fosteret for misdannelser.​

​Undersøgelsen foregår ved, at du bliver skannet på maven af en specialuddannet jordemoder/sygeplejerske (sonograf) eller læge.

Vi ser på fosterets hoved, hjerte, bugvæg, mave og tarm system, nyrer, blære, arme, ben og ryg. Alle organerne ses grundigt efter for misdannelser. 

Afslutningsvis noteres, hvor moderkagen er placeret og om fostervandsmængden er normal.

Hvis du ikke har været til nakkefoldsskanning bliver din fødselstermin fastlagt ved denne skanning. 

Du har mulighed for at få et billede med hjem af fosteret. 

Ved undersøgelsen kan der være to personer, der skanner og taler om undersøgelsen. Det skal derfor ikke give anledning til bekymring, hvis der bliver tilkaldt en ekstra person.

Hvor lang tid tager skanningen

Selve undersøgelsen tager cirka 30 minutter. Beregn alligevel noget ekstra tid, dels kan der opstå ventetid og dels kan fosteret nogle gange ligge på en måde, der gør, at man ikke kan få en tilfredsstillende skanning. I håb om at få fosteret til at ændre position kan du blive bedt om at gå en tur eller aftale en ny tid.

Hvem kan tage med

Din partner eller en anden ledsager er meget velkommen til at deltage sammen med dig. Da det kræver både ro og koncentration at skanne, beder vi dig/Jer om ikke at tage børn under 15 år med.

Indimellem viser en skanning, at noget afviger fra det normale. Det er vores erfaring, at det kan være en overvældende besked at få, og at det derfor kan være svært samtidig at tage sig af et barn.

Medbringer du/I alligevel et barn under 15 år, må du/I være forberedt på, at det er op til den enkelte sonograf at vurdere, om skanningen kan udføres. Alternativt vil din partner/ledsager blive bedt om at vente udenfor sammen med barnet.

Kan alle misdannelser påvises

Nogle misdannelser er tydelige og man vil næsten altid kunne påvise dem ved ultralydsskanning. Andre misdannelser er vanskeligere at se og det er ikke altid muligt at påvise dem ved en skanningsundersøgelse.

Mistanke om misdannelser

Får vi mistanke om misdannelse hos fosteret vil vi tilbyde supplerende undersøgelser og rådgivning. Det drejer sig især om moderkage- og fostervandsprøver. 

Det kan være psykisk belastende for dig og din partner, hvis der opstår mistanke om noget unormalt - selvom man ved senere undersøgelse finder at fosteret er normalt. 

Finder man ved undersøgelsen en alvorlig misdannelse eller sygdom hos fosteret, kan du/I komme i en situation, hvor I skal træffe et valg om at afbryde eller bevare graviditeten. Vi vil naturligvis bistå med grundig vejledning og rådgivning i en sådan situation.

Ikke alle misdannelser og sygdomme hos fosteret kan påvises ved ultralydsskanning.

Tidsbestilling til misdannelsesskanning

Når du skal føde på Herlev Hospital kan du bestille tid til misdannelsesskanning på telefon 38 68 38 78, mandag til fredag fra kl. 8-15.

  1. Hvis du er blevet nakkefolds-skannet på Herlev Hospital og skal føde her, sender vi automatisk en tid til misdannelsesskanning via din e-boks. Der kan gå 4-6 uger før du modtager tiden efter nakkefoldsskanningen.
  2. Hvis du skal føde på Herlev Hospital og har fået foretaget nakkefoldsskanning på et andet hospital, skal du være opmærksom på selv at bestille en tid til misdannelsesskanning på Herlev Hospital.
  3. Hvis du skal føde på et andet hospital end Herlev Hospital, skal du kontakte deres skanningsafsnit og bestille tid til misdannelsesskanning.


 

Redaktør