Tvillinger

Venter du tvillinger, bliver du fulgt tæt af en jordemoder og en læge med hyppige ultralyds​skanninger.​

​​

​Alle tvillingegravide tilbydes jordemoderkonsultation om tirsdagen i Herlev Jordemoderkonsultation. Det giver dig følgende muligheder:

  1. Du møder andre tvillingegravide, og kan udveksle spørgsmål og erfaringer.
  2. Du tilbydes primært gruppekonsultation.
  3. Ved særlige behov er der mulighed for individuel konsultation.
  4. Gennemgang af tvillingfødsel samt vejledning i amning af tvillinger af jordemoder.
  5. Alle dine undersøgelser er samlet på Herlev Hospital.

Du kan også vælge at gå til jordemoder i dit nærmiljø. I så fald skal du blot kontakte os, helst inden din første aftale. Du vil blive tilbudt første ledige tid i den jordemoderkonsultation, du ønsker.

Om tvillingefødsler
Tvillinggraviditeter forekommer i 1-2 % af alle graviditeter. At vente tvillinger kan være meget anderledes end at vente ét barn. Der er mange ting at forholde sig til, både fysisk, psykisk og praktisk.

Nakkefoldsskanningen kan vise, om du er gravid med tvillinger. 

Graviditeten
Når du venter tvillinger kan du ofte have graviditetsgener i form af kvalme, træthed, muskelømhed, rygsmerter, bækkensmerter og plukveer i mere udtalt grad end kvinder, der venter et barn.

Når du venter tvillinger, er der en let øget risiko for at føde før tiden, eller at børnene ikke tager nok på i vægt. Derfor følger du et tæt kontrolprogram. Du kommer til hyppige ultralydsskanninger for at sikre, at begge børn vokser og udvikler sig normalt. De fleste gravide, der venter tvillinger, har dog en ukompliceret graviditet.

Undersøgelser
Du får tilbudt mellem fem til syv konsultationer hos en jordemoder i graviditeten. Som nævnt kan nogle af besøgene foregå som gruppekonsultation, hvor du møder andre gravide, der venter tvillinger. 

Ud over jordemoderkonsultationer tilbydes du flere ultralydsskanninger. Ved ultralydsskanning tidligt i graviditeten, fastlægger vi om fostrene har fælles moderkage eller hver sin moderkage.

Har fostrene fælles moderkage, er der en øget risiko for komplikationer. Derfor anbefaler vi ultralydsskanning hver 2.uge, for at sikre, at begge fostre vokser normalt, og at der er normal mængde fostervand hos begge.

Har fostrene hver sin moderkage, er risikoen for komplikationer mindre, og i de tilfælde vil ultralydsskanning hver 4. uge være tilstrækkelig. Er der tegn på væksthæmning hos børnene, vil vi supplere med en undersøgelse af blodgennemstrømningen i navlesnoren og hos børnene.

Du vil endvidere blive tilbudt en indvendig skanning af livmoderhalsen i uge 19 for at sikre, der ikke er sket en afkortning som tegn på, at du kan komme til at føde for tidligt.

Sideløbende med ultralydsskanninger vil du blive tilbudt kontrol hos en af afdelingens fødselslæger.

I sidste del af graviditeten kan tilbydes du en undersøgelse, hvor børnenes hjertelyd registreres (CTG), hvis der er tegn på komplikationer.

Aflastning
For at nedsætte risikoen for en for tidlig fødsel, vil vi normalt tilråde, at du går fra/bliver sygemeldt fra cirka uge 28, eventuelt tidligere, hvis du har hårdt fysisk arbejde, generende plukkeveer eller livmoderhalsen er afkortet.

Fødslen
Hvis den første tvilling ligger med hovedet nedad i fødselsvejen, kan du føde normalt. Det har ikke så stor betydning, hvordan den anden tvilling ligger. Ligger den første tvilling på tværs eller med sædet nedad, vil vi anbefale, at du føder ved planlagt kejsersnit.

Kejsersnit kan også komme på tale ved komplikationer i graviditeten eller under fødslen. Som hovedregel vil vi anbefale, at graviditeten afsluttes 1-2 uger før terminen ved igangsættelse af fødslen, med mindre der er grund til planlagt kejsersnit. Føder du normalt, vil der være et øget beredskab i form af fødselslæge og børnelæge tilstede ved fødslen – ud over en jordemoder. Børnenes hjertelyd vil blive overvåget under fødslen.

Efter fødslen
Efter fødslen tilbydes du indlæggelse på vores Barselsafsnit, din partner kan være indlagt sammen med dig og jeres nyfødte under hele barselsopholdet.

Hvor længe, du har behov for være indlagt afhænger af, hvordan din graviditet og fødsel forløber, og hvordan det går med amningen. Flergangsfødende tager som regel hurtigere hjem.

Redaktør