Epiduralblokade er en lokalbedøvelse i ryggen. Det er den mest effektive smertelindring, du kan få i den periode, hvor du udvider dig. Epiduralblokaden virker godt på veerne, men kun i mindre grad på de smerter, der kommer, når du bliver udspilet i den sidste fase af fødslen. Jordemoderen kan ordinere blokaden i samråd med en læge.
Du får lagt blokaden ved, at en narkoselæge fører en meget tynd nål ind i lænden i et hulrum bag rygmarvskanalen. Gennem nålen føres et tyndt plastikrør, som bliver siddende, når nålen er trukket ud. Du får bedøvelsen gennem plastikrøret.
Bivirkninger:
Dit blodtryk kan falde, og derfor får du et saltvandsdrop på forhånd. Jordemoderen overvåger altid barnet ved en hjertelydskurve for at se, hvordan det reagerer, hvis dit blodtryk falder
Epiduralblokaden kan forlænge fødslen, fordi veerne bliver svækkede. Derfor kan der måske være en let øget risiko for, at barnet skal tages med sugekop
Hudkløe
Benene bliver tunge
Du kan have sværere ved at tisse, fordi du ikke kan mærke, om din blære er fuld. Du skal måske have lagt et kateter i blæren for at kunne lade vandet
Du kan opleve hovedpine i dagene efter fødslen
Sjældne bivirkninger kan være forbigående rygsmerter og føleforstyrrelser i benene
Meget sjældne bivirkninger kan være infektioner og blødning.