Fødslens faser

​Fødslen kan inddeles faser; den latente fase, den aktive fase, overgangsfasen og pressefasen.​

​​

Du vil sandsynligvis ikke opleve fødslen som adskilte faser, men som en proces med glidende overgange. En proces, hvor veerne bliver kraftigere i takt med, at barnet glider ned gennem bækkenet, og der kræves mere og mere af din opmærksomhed og koncentration.​​

Den latente fase - Startfasen

Mange oplever, at den latente fase begynder med menstruationsagtige smerter. Andre oplever, at smerterne sidder foran eller hen over lænden. I begyndelsen af den latente fase kan det være svært at skelne de egentlige veer fra plukkeveerne. 

Veerne kommer ofte med stor uregelmæssighed og er korte. Der kan være pauser, hvor veerne helt forsvinder. Dog kan veerne også være hyppige og intense, men de er stadig ikke særlig lange (20-40 sekunder).

I starten er livmoderhalsen 2-3 cm lang, og livmodermunden er lukket eller 1-2 cm åben. Efterhånden bliver livmoderhalsen kortere, og livmodermunden åbner sig de første 3-4 cm.

Hvis du skal føde første gang, er den latente fase længere, end hvis du har født før. Når du føder første gang, har du ofte veer i mange timer, før du er i den aktive fase af fødslen. Gennemsnittet er 9 timer, men det er normalt at have veer i op til 20 timer.

Gode råd i den latente fase:

  • Hvil dig så meget som muligt, så du kan samle kræfter til fødslen begynder. Måske kan du sove - om ikke andet, så mellem veerne.
  • Træk vejret roligt. Vejrtrækningen er med til, at kroppen slapper af. Sådan udfører du den dybe vejrtrækning: Træk vejret ind gennem næsen og helt ned i maven. Hold en kort pause, hvor du holder vejret, inden du langsomt puster ud gennem munden. Din partner kan hjælpe dig med at holde rytmen.
  • Hav en varmepude/varmedunk på lænden eller foran på maven. Varme kan være med til at lindre smerterne. Tag et varmt brusebad eller karbad.
  • Få blid massage over lænden.
  • Hav mennesker omkring dig, som du er tryg ved, og som kan give dig støtte. Hav tillid til, at du kan gennemføre fødslen, og at kroppen gør, hvad den skal.
  • Pak tasken til fødslen, hvis det ikke allerede er gjort. Husk madpakke til faderen.
  • Få noget at spise, hvis du har lyst.
  • Lyt til musik, du kan lide, eller se en videofilm.

Ring til fødemodtagelsen, hvis du er utryg eller i tvivl om noget. Hvis du er anspændt, har du flere smerter end nødvendigt.

Den aktive fase - Udvidelsesfasen

Den aktive fase regnes for fødslens begyndelse. Livmodermunden åbner sig mere og mere. Veerne bliver kraftigere og længere. De kommer regelmæssigt med maksimalt 4-5 minutters mellemrum (fra én ve begynder, til næste ve begynder) og varer over 1 minut.

De fleste oplever veerne intense og smertefulde. Veerne kræver din koncentration, og pauserne bliver brugt til afspænding, inden næste ve kommer. Du har ikke overskud til meget andet end selve fødselsprocessen. 

Opholder du dig ikke allerede på fødegangen, er det tid til at kontakte fødegangen.

Overgangsfasen 

Livmodermunden er helt åben (10 cm). Barnets hoved bevæger sig længere ned mod bækkenbunden. Du får gradvist større trang til at presse, som barnets hoved presser mere og mere mod endetarmen. 

Veerne ændrer ofte karakter. De bliver stærkere og længere, men der bliver ofte også længere pauser mellem veerne. Kroppen får mere hvile, inden det sidste hårde arbejde begynder.

Pressefasen 

Pressefasen begynder, når livmodermunden er helt åben, og barnets hoved er trængt ned på bækkenbunden. De fleste fødende føler helt automatisk en uimodståelig trang til at presse. Jordemoderen skal dog først undersøge dig indvendig for at konstatere, om det er tid til at presse.

Presseveerne føles anderledes og er ofte mindre smertefulde end veerne i den aktive fase. Det er hårdt arbejde at presse et barn ud. Du skal arbejde aktivt med presseveerne og ikke længere koncentrere dig om at slappe af og trække vejret. 

Pressefasen er den korteste af faserne, men længden kan variere. Generelt tager det længere tid at presse barnet ud, hvis du føder for første gang, end hvis du har født før.

I den sidste del af pressefasen, når barnets hoved presses ud gennem skedeåbningen, vil du føle, at det spænder meget. Jordemoderen hjælper dig med, hvordan du bedst trækker vejret. Det vil sige, om du skal puste ud eller "gispe" (små kort udåndinger). 

Jordemoderen støtter samtidig dit mellemkød og barnets hoved, så du så vidt muligt skånes for rifter og bristninger. Når barnets hoved er født, fødes kroppen umiddelbart efter eller i næste ve.

Moderkagen

Du føder som regel moderkagen kort efter barnet. Livmoderen trækker sig igen sammen og får moderkagen til at løsne sig. 

Jordemoderen beder måske om, at du presser lidt med, og moderkagen glider langsomt ud gennem skeden. Det føles som en stor varm klump, og det svier og spænder en smule, når den glider ud gennem skeden. 
​​
Mange forældre vil gerne se eller fotografere moderkagen.



Redaktør