Bristninger under fødslen

​Presset fra barnets hoved kan medføre rifter eller bristninger i skeden eller mellemkødet.​

I presseperioden udsættes mellemkødet for pres af barnets hoved. Dette pres kan medføre rifter eller bristninger i skeden, mellemkødet eller huden omkring skedeåbningen. 

Det er almindeligt at der opstår bristninger. Omkring 50 % af alle kvinder får rifter eller bristninger i forbindelse med fødslen. Ofte mærker du ikke, at du brister, men føler en udspilende fornemmelse. Det gør du også selvom du ikke brister.

Mange af bristningerne i mellemkødet er overfladiske, men i nogle tilfælde er bristningerne større og dybere. Og en gang imellem går dele af ringmusklen ved endetarmen helt eller delvist i stykker. Det sker ved få procent af alle fødsler. Risikoen er størst, når du skal føde første gang.

Disse bristninger kan afhjælpes ved at jordemoderen støtter dit mellemkød, med sine hænder, under den sidste del af presseperioden.​

​Syning af bristninger

Nogle bristninger er så små, at det ikke er nødvendigt at sy dem. 

Inden jordemoderen eller lægen begynder at sy din bristning, bliver du lokalbedøvet i området omkring bristningen. Bristningen heler i løbet af 2-3 uger. Tråden, du bliver syet med, opløses af sig selv i løbet af 5-6 uger.​​

Redaktør