Fødestillinger

​Der findes forskellige ve-, hvile- og fødestillinger, du kan benytte under fødslen.​ 

Ve- og hvilestillinger

Der findes forskellige stillinger, du kan benytte for at føle dig bedre tilpas og mere afslappet under fødslen. 

Det kan foreksempel hjælpe at vugge eller rokke med kroppen under veerne. Jordemoderen kan hjælpe dig med at finde stillinger, der passer til dig.

Du kan læne dig ind over et bord eller en seng og hvile på albuerne og underarmene. Det giver mulighed for at stå op og vugge fra side til side eller op og ned med underkroppen.

Du kan sætte dig på en stol og hvile underarmene på dine spredte knæ. På den måde kan du også rokke med bækkenet.

Du kan hænge om halsen på din partner eller en hjælper og vugge i knæene.

En stor sækkestol kan give god støtte enten i ryggen eller under maven. Sækkestolen kan formes, så der bliver plads til maven. Derved kan du ligge afslappet på alle fire med god støtte.

Du kan ligge på siden og få støtte af puder.

​Fødestillinger

Der findes flere forskellige fødestillinger. Det er vigtigt at finde den fødestilling, hvor du bedst udnytter de presseveer, du har. 

Sammen med jordemoderen kan du finde den stilling, der er bedst for dig. 

Du kan f.eks. føde liggende, siddende, stående, i sideleje, i knæ-albue-leje, siddende på en fødestol eller i vand.

Redaktør