Hjemmefødsel

​Overvejer I om en hjemmefødsel er det rigtige for jer? På denne side kan I finde information der kan hjælpe jer til at træffe den rigtige beslutning.

Hvorfor hjemmefødsel?

Under en fødsel er fødehormonet oxytocin i spil. Oxytocin er essentiel for at lave gode fødeveer, og er desuden en vigtig faktor i en sund tilknytning til jeres barn. Dette hormon er, populært sagt, et genert hormon. Det vil sige, at det kræver tryghed og ro, for rigtigt at kunne udfolde sig. For nogle er netop denne tryghed og ro lig med at føde hjemme. Her er I i vante omgivelser og kan agere under fødslen, som I tænker det er rigtig for jer. Derhjemme kan I indrette et fødemiljø lige som I ønsker det. Vælg den belysning, musik og mad der passer jer bedst.

Der er mange fordele ved at føde hjemme:

  • Undersøgelser viser, at man mindsker risikoen for indgreb som f.eks. kejsersnit, sugekop eller vestimulerende drop, ved at føde hjemme.
  • I bliver i jeres egen bakterieflora, og mindsker derfor risikoen for infektion.
  • Det kan stresse unødigt at skulle afsted til hospitalet midt i kampens hede. Hvornår skal vi afsted? Hvordan er trafikken? Hvor skal vi hen? Har de mon tralvt? Vælger I en hjemmefødsel, kommer jordemoderen til jer, og I bliver i jeres trygge miljø.
  • Det kan også være en rar tanke ikke at skulle ud i en bil med veer.
  •  Som fleregangsfødende går man ofte hjem ambulant, dvs. 3-4 timer efter fødslen. Ved en hjemmefødsel skal I ikke transportere jer selv og jeres barn hjem, men kan med det samme putte i dobbeltsengen med den lille ny.

Hvem kan føde hjemme?

Det vigtigste er, at I selv ønsker det, og er trygge ved det.

Derudover kan en hjemmefødsel anbefales til:

  • Både førstegangsfødende og fleregangsfødende
  • Gravide hvor eventuelle tidligere fødsler har været ukomplicerede.
  • Gravide som er sunde og raske
  • Gravide med en normal, ukompliceret graviditet.
  • Gravide der venter ét barn i hovedstilling
  • Gravide til terminen (37+0 til 41+6)
  • Gravide hvor fødslen går i gang af sig selv, uden igangsættelse.

Tal med din konsultationsjordemoder hvis du/I ønsker eller overvejer hjemmefødsel.

Er der øget risiko ved at føde hjemme?

Nye store videnskabelige studier viser, at der ikke er øget risiko for mors og barns sundhed ved en hjemmefødsel, hvis ovenstående er opfyldt. Det handler i høj grad om den rette visitation, samt at have en kompetent jordemoder hos sig under fødslen, der kan handle i tide.

Hvis der opstår situationer under hjemmefødslen, der kræver overflytning til et hospital, følger hjemmefødselsjordemoderen med jer. I er altså sikret en god kontinuitet lige meget hvordan fødslen udvikler sig.

Overflytning til hospitalet

Der kan under fødslen opstå situationer hvor det giver bedst mening at fortsætte fødslen på hospitalet. De mest almindelige årsager til overflytning er, at:

  • Du har behov for medicinsk smertelindring
  • Du får feber
  • Fødslen trækker ud eller går i stå
  • Der bliver brug for ekstra overvågning af barnet i maven, eksempelvis ved påvirket hjertelyd eller grønt fostervand.
  • Der opstår mere blødning end normalt.
  • Du får en kompliceret bristning

Jordemoderen er trænet i, at opfange de signaler der kan vise tegn på når fødslen er på vej i en anden retning end den normale. Under en hjemmefødsel er hun hele tiden ved jeres side, og har derfor de bedste betingelser for at handle når tiden er til det.
 
Ved ikke akutte årsager til overflytning, kan denne evt. foregå i egen bil, ellers rekvirerer vi Falck til at assistere os. Din partner skal selv transportere sig til hospitalet i tilfælde af overflyning med Falck.

Hjemmefødselscafe

Uanset om I er afklarede eller blot er interesserede i at høre nærmere, er I meget velkomne til at deltage i vores hjemmefødselscafe. I vil her møde to jordemødre fra hjemmefødselsteamet, samt andre par der overvejer eller ønsker hjemmefødsel. Cafeen holder åbent en gang om måneden.

Jordemoderstuderende

Jordemoderen vil nogle gange have en jordemoderstuderende med. Alt efter hvor langt hun er i studiet, vil hun have en observerende eller mere aktiv rolle i fødslen. Hun vil altid være under kyndig supervison af jordemoderen. Tal med din konsultationsjordemoder hvis du/I har spørgsmål omkring studerende.

Hjemmefødsel og far/partner

Det er vigtigt, at valget om at føde hjemme, er en fælles beslutning I tager som par. Vær åben og sæt dig ind i hvilke tanker din partner gør sig om den kommende fødsel. Overvej også hvilke faktorer der vil gøre fødslen til en tryg og god oplevelse for dig. Deltag meget gerne i hjemmefødselscafeen, og tag med i jordemoderkonsultationen hvis du har brug for en uddybende samtale om jeres valg af fødested. Vi oplever ofte at man som partner tager ejerskab over fødslen på en anden måde i hjemmet. Det er dig/jer der er værter og jordemoderen er gæst. Du ved hvor tingene er og hvordan de fungerer, og bliver derfor en vigtig samarbejdspartner for jordemoderen. 

Hvem skal være med?

Overvej i god tid hvem der skal med til fødslen. En god huskeregel er, at de mennesker der er omkring den fødende kvinde, er nogle der har en funktion. Enten som praktisk hjælp eller som støtte i fødslen. For nogle er det rart at have en person ud over partneren, som kan gå til hånde, bage boller, lave kaffe, passe evt. større børn, tage billeder osv. For andre er det en intim og privat begivenhed man ikke ønsker at dele med andre. Overvej dog altid at have en person i baghånden som kan træde til, hvis I får behov for det. I tilfælde af overflytning er det f.eks. rart ikke at skulle vende tilbage til et hjem der bærer præg af en forladt hjemmefødsel. Giv udtryk for jeres forventninger og behov til eventuelle hjælpere inden fødslen så der ikke opstår misforståelser.

                                                                                             Tilbage til toppen

Søskende

Det er meget individuelt om man ønsker at større søskende skal deltage ved en hjemmefødsel. I kender selv jeres barn/børn bedst. Vi anbefaler dog, at der i de tilfælde hvor der er børn i hjemmet, altid er en pårørende som udelukkende tager sig af barnet/børnene.

Det praktiske

På Herlev Hospital har vi et særlig team af jordemødre der tager sig af hjemmefødsler. Når du får veer eller vandafgang, ringer du til Fødemodtagelsen og siger, at du skal føde hjemme. Så aftaler vi sammen hvornår jordemoderen fra hjemmefødselsteamet skal komme hjem til jer.  Fødemodtagelsens telefonnummer 38683257 

Jordemoderen har to tasker med, som indeholder de remedier, der kan blive brug for under fødslen. Vi har også lavet en tjekliste der kan hjælpe jer med de praktiske forberedelser til fødslen i hjemmet. 
 

Muligheder for smertelindring

  • Afspænding og vejrtrækning
  • Steriltvandspapler
  • Et fødekar. Nogle kvinder ønsker at føde i vand, andre at benytte vandet som smertelindring i udvidelsesfasen. I hjemmefødselsteamet har vi et antal fødekar fra firmaet La bassine som vi låner ud. Læs mere her.
  • Akupunktur
  • Massage
  • Varme klude
  • Varmepude
  • Brusebad
  • Bevægelse og gode hvilestillinger
  • Chiliplastre
  • Ingefær-klude (3 store rødder finthakkes eller rives, kom i bomuldssok som bindes til. Kan opbevares i fryseren indtil fødslen eller laves ved fødslens start. Opvarm/kog 5 l vand og put stofsokken i vandet. Lad vandet køle af til behagelig temperatur. Pres posen med rødderne og lad ingefærsaften komme ud i vandet. Dyp en klud i det behagelige ingefærvand og læg kluden hvor du mærker veerne mest, eller hvor du ønsker at spænde af.)
  • Nogle kvinder får smertefulde efterveer de første timer eller dage efter fødslen. Det kan være en god ide at have Panodil og Ipren på lager ved behov for smertelindring.

Det er ikke muligt at få medicinsk smertelindring i hjemmet, som f.eks. lattergas, epiduralblokade (rygbedøvelse) og pudendusblokade.

Tiden efter hjemmefødsel

Jordemoderen bliver i hjemmet hos jer indtil ca. 2 timer efter fødslen. Her sikrer hun sig bl.a. at amningen er kommet godt i gang, at blødningen er normal og at alle har det godt. Inden vi forlader jer, har vi en grundig samtale om hvad I skal være opmærksomme på de første dage og uger efter fødslen. I vil herefter kunne kontakte os på ammetelefonen 38689453 de første 7 dage efter fødslen, hvis I har spørgsmål eller bekymringer.

Dagen efter fødslen bliver I ringet op af en jordemoder, der vil sikre sig at alt er som det skal være. I vil også få jer en tid til efterfødselssamtale i vores efterfødselsambulatorium 2-3 dage efter fødslen. Her vil vi tale med jer om forløbet, og sikre os at I alle trives, samt lave PKU-test og hørescreening på den lille, hvis I ønsker det.


Umiddelbart efter fødslen sender vi besked til jeres egen læge og tilsundhedsplejersken om, at I er blevet forældre. Sundhedsplejersken kontakter jer herefter indenfor den første uge mhp. et besøg.

Tilbage til toppen

Vil du vide mere?

"Bogen om hjemmefødsel"af Kim Andrea Brofeldt, Stine Roldgaard og Maria Petræus. Bogen kan købes i boghandlen, lånes på biblioteket eller købes som E-bog.

Foreningen Forældre og Fødsel har en hjemmeside hvor I kan finde personlige beretninger om hjemmefødsler. www.fogf.dk

Nordic Homebirth research v/Dr. Olöf Asta Olafsdottir

Intrapartum care for healthy women and babies, NICE guidelines 2014. Læs den her

Olsen O, Clausen JA, Planned hospital birth versus planned home birth. The Cochrane Library, Issue 9, 2012.

Redaktør