Vandafgang

​Fødslen kan begynde med, at vandet går, enten i en skylle eller ved at det siver. Cirka 8 % af alle fødsler omkring terminen begynder med vandafgang.​

​​​​

Er vandet gået?

Barnet ligger omgivet af fostervand og fosterhinder inde i din livmoder. Når der går hul på hinderne, siver fostervandet ud. 

Det er ikke altid let at afgøre, om vandet er gået. Nogle gange går vandet i en stor skylle, andre gange siver det langsomt ud. Fostervandet er normalt klart, men du kan være i tvivl, om det er fostervand, urin eller tyndt udflåd. Er det fostervand, bliver det ved med at løbe, og tager du et bind på, vil det i løbet af nogle timer blive vådt.​

Hvis vandet går

Du skal altid ringe til jordemoderen i Fødemodtagelsen, når vandet går, eller hvis du har mistanke om at vandet ​er gået. Jordemoderen vil rådgive dig om at komme ind i Fødemodtagelsen til en undersøgelse uanset tidspunkt på døgnet. 

I Fødemodtagelsen undersøger jordemoderen om vandet er gået og I aftaler, hvordan du skal forholde dig, når fostervandet er gået. Fødselsveerne begynder oftest af sig selv. Sker dette ikke anbefaler vi at fødslen sættes i gang.

​Risiko for infektion

Hvis du har vandafgang​ er der en risiko for infektion. Vi anbefaler derfor behandling med antibiotika under fødslen og observation af barnet efter fødslen, hvis du har haft vandafgang i mere end 18 timer eller hvis du har GBS i din urin.

Du skal altid henvende dig hvis...

​Hvis du har vandafgang og du venter på veer derhjemme, skal du altid henvende dig til Fødemodtagelsen hvis:
  • ​Din temperatur stiger til 37,5 grad eller mere (du skal måle din temperatur hver 6. time)
  • Du får smerter eller ømhed i livmoderen
  • Fostervandet ændrer farve og bliver grønligt, brunligt, blodigt eller ildelugtende
  • Du mærker færre bevægelser hos barnet, end du plejer.

Redaktør