Hjemmefødselsordning


Fra 1. juni 2020 er det igen muligt at føde hjemme

Region Hovedstaden har besluttet, at vi fra 1. juni 2020 igen kan tilbyde hjemmefødsler. Det betyder, at gravide kvinder i Region Hovedstaden fra den 1. juni igen kan vælge, om de ønsker at føde på hospital eller hjemme.

Tal med din jordemoder om, hvad der er muligt for dig.

Ændringer i hjemmefødsler pga. covid-19- situationen

Du skal  være opmærksom på følgende i forbindelse med en hjemmefødsel under den nuværende situation med covid-19:

Hygiejne

Hygiejnen i jeres hjem skal være ekstra høj op til fødslen. Det betyder i praksis, at:

  • I skal gøre almindeligt grundigt rent, med de rengøringsmidler, I plejer at bruge.
  • I skal støvsuge, og vaske gulve og andre overflader flere gange ugentligt.
  • I skal gøre toiletter og køkken rent dagligt
  • I skal tørre håndtag af dagligt, og det samme gælder andre steder, som berøres hyppigt.
  • Har I særligt udstyr (fx lejet fødekar), skal dette rengøres og sprittes af både indvendigt og udvendigt, inden det bruges.

Læs mere om rengøring på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.

Andre vigtige forholdsregler i relation til covid-19 i forbindelse med hjemmefødsel

  • Hvis er symptomer på covid-19 ved fødslens start, skal fødslen foregå på hospitalet af hensyn til din egen og jordemoderens sikkerhed.

  • Hvis nogen i husstanden oplever symptomer på sygdom, der kunne være forbundet med COVID-19, skal I testes for det, selv ved milde symptomer. Dette skal  ske via egen læge. 

  • I ugerne op til fødslen anbefaler vi, at I begrænser antallet af fysiske kontakter til et minimum eller helt afholder jer fra fysisk kontakt til andre, som det ikke er nødvendigt for jer at mødes med. Har I større børn, kan de godt komme i institution. 
  • Af hensyn til smitterisikoen for jordemoderen, som skal ud i mange private hjem, vil vi meget gerne bede om, at der kun er én pårørende til stede under fødslen.

  • Hvis I har større børn, beder vi om at de bliver passet et andet sted. Hvis det ikke kan lade sig gøre, bør barnet, samt den voksne, der passer barnet, opholde sig i et andet rum, der ikke skal bruges under fødslen, og blive inde i dette rum til jordemoderen er taget af sted.