Medbring følgende:
- Din vandrejournal
- Tøj til dig selv, løst og behageligt
- Toiletsager
- Frugt, drikkevarer, madpakke
- Mobiltelefon og kamera
- Babydyne og dynebetræk
- Tøj til jeres nyfødte
- Lift til barnevognen eller autostol til turen hjem
Vi henstiller til, at I om muligt lader lift/autostol og store tasker forblive i bilen indtil I er installeret på barselsafsnittet, da pladsen på fødestuen er begrænset.
Mad og drikke
Der kan tilbydes enkelte forfriskninger som sandwich og saftevand. Du og din partner har adgang til et lille tekøkken med mikroovn og kaffemaskine, hvor I selv kan lave kaffe og te.
Efter fødslen får I ristet brød med kaffe eller te. Hvis du gerne vil have noget specielt at spise og drikke, kan det være en god ide at have lidt mad og drikkevarer med i tasken hjemmefra.
Mobiltelefon
Du må gerne bruge din mobiltelefon på fødestuen, men du bør ikke bruge den under og lige efter fødslen. Det er et dyrebart øjeblik for dig og din partner, hvor det er vigtigt, der er ro. Det skaber også bedre arbejdsbetingelser for jordemoderen og det øvrige personale. Endelig kan mobiltelefonen påvirke det elektroniske udstyr på fødestuen.