Er vandet gået?
Barnet ligger omgivet af fostervand og fosterhinder inde i din livmoder. Når der går hul på hinderne, siver fostervandet ud.
Det er ikke altid let at afgøre, om vandet er gået. Nogle gange går vandet i en stor skylle, andre gange siver det langsomt ud. Fostervandet er normalt klart, men du kan være i tvivl, om det er fostervand, urin eller tyndt udflåd. Er det fostervand, bliver det ved med at løbe, og tager du et bind på, vil det i løbet af nogle timer blive vådt.
Hvis vandet går
Du skal altid ringe til jordemoderen i Fødemodtagelsen, når vandet går, eller hvis du har mistanke om at vandet er gået. Jordemoderen vil rådgive dig om at komme ind i Fødemodtagelsen til en undersøgelse uanset tidspunkt på døgnet.
I Fødemodtagelsen undersøger jordemoderen om vandet er gået og I aftaler, hvordan du skal forholde dig, når fostervandet er gået. Fødselsveerne begynder oftest af sig selv. Sker dette ikke anbefaler vi at fødslen sættes i gang.
Risiko for infektion
Hvis du har vandafgang er der en risiko for infektion. Vi anbefaler derfor behandling med antibiotika under fødslen og observation af barnet efter fødslen, hvis du har haft vandafgang i mere end 18 timer eller hvis du har GBS i din urin.
Du skal altid henvende dig hvis...
Hvis du har vandafgang og du venter på veer derhjemme, skal du altid henvende dig til Fødemodtagelsen hvis:
Din temperatur stiger til 37,5 grad eller mere (du skal måle din temperatur hver 6. time)
Du får smerter eller ømhed i livmoderen
Fostervandet ændrer farve og bliver grønligt, brunligt, blodigt eller ildelugtende
Du mærker færre bevægelser hos barnet, end du plejer.