Hvornår skal man operere for blindtarmsbetændelse?

​Beslutningen om operation for blindtarmsbetændelse er vanskeligere, end de fleste tror. Der er ingen blodprøver eller skanninger, som entydigt kan sige, om man har blindtarmsbetændelse eller ej. 

Den bedste måde at stille diagnosen blindtarmsbetændelse er ved at lade en erfaren kirurg trykke patienten på maven og mærke efter ømhed og reaktion fra bughinden. Dette kræver mange års erfaring, og selvom den praktiserende læge eller vagtlægen kan være meget rutineret, så ser den vagthavende kirurg typisk betydeligt flere af denne type patienter, end man gør i primærsektoren.

Erfaringsgrundlaget hos den vagthavende kirurg er derfor en del højere end hos læger tilhørende andre specialer. Hvis kirurgen er i tvivl om diagnosen (ved at trykke patienten på maven), vil han/hun typisk komme igen efter nogle timer og undersøge patienten igen.

Hvis ømheden og reaktionen har udviklet sig, kan det være et tegn på blindtarmsbetændelse. Med denne form for diagnostik er det selvsagt umuligt at ramme rigtigt i 100 % af tilfældene, dvs. at der altid vil være enkelte patienter, som opereres for blindtarmsbetændelse, hvor de alligevel ikke har det, og også det modsatte, nemlig at operationen udskydes længe, så man ved operationen finder, at blindtarmen er perforeret.

Afdelingen går meget op i at give patienterne den rigtige behandling, og vi diskuterer alle tvivlstilfælde og tager dette meget alvorligt. Det er dog meget vigtigt at understrege, at en operation i sig selv ikke er ufarlig, og det er derfor vigtigt ikke bare at operere på mindste mistanke, men der skal være de rigtige tegn tilstede. En operation kan medføre risiko for f.eks. infektioner og sårbrok, og det er derfor i patientens interesse ikke at blive opereret unødvendigt.


Redaktør