Systematiske litteraturstudier til undersøgelse af kosttilskuds effekt på mandlig og kvindelig infertilitet
Projekttitel: The effect of dietary supplements on male and female infertility: two systematic reviews and meta-analyses.
Formål: At undersøge effekten af kosttilskud på hhv. mandlig og kvindelig infertilitet gennem den eksisterende videnskabelige litteratur. Resultaterne fra disse studier vil blive anvendt til at udvælge kosttilskud som senere skal undersøges i relation til fertilitet i Food & Fertility kohorten.
Population: Ikke relevant.
Data: Eksisterende randomiserede kontrollerede studier identificeret via systematiske litteratursøgninger.
Kosttilskud og mandlig infertilitet – en systematisk litteraturgennemgang
For at undersøge om indtag af kosttilskud har betydning for mænds fertilitet, har vi lavet en systematisk litteraturgennemgang af forskningen på området.
Gennemgangen inkluderer resultater fra 50 videnskabelige studier, der undersøger om indtag af forskellige kosttilskud sammenlignet med placebo (uvirksom behandling) har en effekt på mandlig infertilitet blandt i alt over 4800 infertile mænd.
Resultater:
Mænd
Litteraturstudiet inkluderer resultater fra 50 videnskabelige studier, der undersøgte om indtag af forskellige kosttilskud sammenlignet med placebo (uvirksom behandling) har en effekt på mandlig infertilitet blandt i alt over 4800 infertile mænd. Resultaterne viste:
- Ingen forbedring i chancen for at opnå graviditet og levende fødsel, når manden tog kosttilskud.
- Nogle sædparametre blev forbedret efter indtag af specifikke kosttilskud:
- Zink + folsyre og multivitaminer øgede sædkoncentrationen
- Selen, carnitin og coenzym Q10 forbedrede sædbevægeligheden (motiliteten)
- alfa-liponsyre forbedrede andelen af sædceller med normal form (morfologien)
- Generelt var kvaliteten af de inkluderede videnskabelige studier lav. Der er derfor behov for studier af en højere kvalitet og med flere deltagere, så vi kan få et klarere billede af, om kosttilskud gør en forskel for mandlig infertilitet.
Kvinder
Litteraturstudiet inkluderer resultater fra 40 videnskabelige studier, der undersøgte, om forskellige kosttilskud sammenlignet med placebo (uvirksom behandling) eller ingen behandling har en effekt på kvindelig infertilitet blandt i alt næsten 3600 infertile kvinder. Resultaterne viste:
- Ingen sikker forbedring i chancen for at opnå graviditet eller levende fødsel, når kvinder tog kosttilskud sammenlignet med placebo
- N-acetylcystein (NAC) forbedrede livmoderslimhindens tykkelse sammenlignet med placebo
- Når både placebo-kontrollerede studier og studier uden behandling blev vurderet samlet, tydede resultaterne på, at myo-inositol, N-acetylcystein (NAC), D-vitamin og kosttilskud med flere indholdsstoffer muligvis kan have en positiv effekt på chancen for graviditet, men resultaterne var usikre.
- Generelt var kvaliteten af de inkluderede videnskabelige studier lav. På nuværende tidspunkt kan vi derfor ikke konkludere, om kosttilskud har en effekt på kvindelig infertilitet. Der er behov for større og bedre studier, før man kan afgøre, om kosttilskud kan forbedre kvindelig infertilitet.
Læs flere resultater vedr. kosttilskud og mænds fertilitet her
Læs flere resultater vedr. kosttilskud og kvinders fertilitet
Samarbejdspartner(e): Food & Fertility-gruppen, Aalborg Universitet
Kontaktperson(er): Professor Ulrik Schiøler Kesmodel, u.kesmodel@rn.dk, ph.d.-studerende Mette Peters Michaelsen, mette.michaelsen@rn.dk