Socialrådgiveren informerer: hjælp i forbindelse med diabetes

​​Er I forældre til et barn med diabetes eller cøliaki, kan I få råd og vejledning fra socialrådgiver.

​Link til socialrådgivernes pjecer

Orlov / tabt arbejds​fortjeneste til forældre 

Vi anbefaler, når et barn er 0-3 år, 3 måneders orlov. 4-6 år, 2 måneders orlov. 7 år og op, 1 måneds orlov. Orloven er beregnet til oplæring i diabetes, blodsukkermålinger, samt indslusning til institution eller skole.

Du har som forælder til barn med nydiagnosticeret diabetes mulighed for arbejdsgiverbetalt orlov, hvis du er offentligt ansat efter barsellovens § 26.

Din arbejdsgiver eller A-kasse kan oplyse dig om, hvorvidt du ifølge din overenskomst er berettiget til at få din sædvanlige løn i stedet for dagpenge i dele af eller i hele orlovsperioden. Er det tilfældet, vil din arbejdsplads modtage et beløb svarende til barselsdagpengene fra Udbetaling Danmark.

De fleste offentlige ansatte er omfattet af "Aftale om fravær af familiemæssige årsager" (KTO).

Hvis ikke din arbejdsgiver har en sådan aftale, eller du er privatansat, eller er selvstændig, kan du søge om kompensation for tabt arbejdsfortjeneste efter reglerne i servicelovens § 42.

Hjælpemidler​

Teststrimler, lancetter, insulinpenne og kanyler bevilges efter Servicelovens § 112 uden hensyn til Jeres økonomiske forhold.

Har jeres barn insuflon, der er et lille plastickateter, der ligger i underhuden, dækkes denne endvidere som et hjælpemiddel sammen med emlacreme og plaster. 

Spritservietter, der bruges til spritte stikkestedet og hænder kan også ansøges som et hjælpemiddel.

Vær dog opmærksom på, at kommunerne kan have et forskelligt serviceniveau i forhold til spritservietter.

I vil få et log-in til at købe hjælpemidler hos en leverandør, og regning sendes til kommune.

Der er tale om en éngangsansøgning.

Merudgifter

I kan få dækket merudgifter til insulin, druesukker/juice, befordring til undersøgelse/kontrol, Glucagen Hypokit og kosttilskud. Der kan også ansøges om undertrøjer til pumpe, hvis dit barn har pumpe. Vær dog opmærksom på, at kommunerne kan have et forskelligt serviceniveau i forhold til undertrøjer til pumpe.

Socialrådgiver på hospital ansøger første gang, herefter vil der én gang årligt ske en opfølgning på bevillingen med en sagsbehandler fra kommunen.

Legater

Socialrådgiver hjælper gerne med at søge legater. Se evt. for yderligere på Diabetesforeningens hjemmeside.

Kontakt til kommunen

Hvis I som forældre oplever, at det kan være svært at få kontakt til kommunen, eller at I venter længe på en afgørelse, kan socialrådgiver med Jeres samtykke kontakte kommune og fx medsende relevante oplysninger fra journal.

Kontakt til Diabetesambulatoriets socialrådgiver

Du kan kontakte Niels Christian Jacobsen på telefonnummer: 3868 5047, på mail: niels.christian.jacobsen@regionh.dk. eller bede personalet om at kontakte Niels.

Yderligere information 

​Links til Borger.dk:

Link til ansøgningsskema

Eller søg elektronisk via kommunes hjemmeside.​

Redaktør