Neonatal-afsnittet

​Afsnit for syge nyfødte og for tidligt fødte børn​.

​​

​Børnene på neonatalafsnittet

Vi har mellem 700 og 800 børn indlagt og året fordel. 

Det drejer sig om:​

  • Børn der er født for tidligt. Hos os har vi børn der er født i graviditetsuge 29 og frem og som vejer fra ca. 1000 g ved fødslen
  • Børn der er syge ved fødslen
  • Børn hvor der er psyko-sociale problemstilling i familien, som skal afklares inden de kan komme hjem
  • Børn op til 6 mdr. med infektioner, vejrtrækningsbesvær eller som ikke spiser og vokser som de skal

Fælles for børnene er, at de alle har brug for specialpleje, observation og behandling. 
Det kan bl.a. være på grund af:

  • vejrtrækningsproblemer
  • iltmangel under fødslen
  • kramper
  • infektioner
  • gulsot
  • manglende vækst
  • problemer med blodsukkeret
  • trivsels- og ernæringsproblemer
  • stofskiftesygdom
  • misdannelser
  • kromosomfejl
  • Vi støtter forældre/barn-relationen
  • Vi støtter med at få amningen godt i gang

Børn der er født før graviditetsuge 29, børn der har behov for respiratorbehandling, børn med hjertemisdannelser eller kirurgiske sygdomme overflyttes til Rigshospitalets Neonatalklinik. 

Efter endt behandling der henter vi børnene tilbage til Neonatalafsnittet. 
Når vi modtager børn fra andre hospitaler, tester vi om der er begrundet mistanke om virus eller alvorlige infektioner. Indtil vi har fået svaret, skal I som familie regne med at være isoleret på enestue.

​​​Hvad vi kan tilbyde jer som forældre

  • At mor eller far indlægges sammen med barnet. Vi tilbyder mad til den indlagte forælder.
  • Et tæt samarbejde omkring pleje og pasning
  • Hjælp til at se og tolke og handle på barnets udtryk
  • Støtte jer i at få tæt kontakt med jeres barn
  • Råd og vejledning i forbindelse med amningen
  • Oplæring til selv at give barnet sondemad hvis der er behov for det.

Hvor længe er børnene indlagt?

Det varierer meget og kan være fra få døgn til flere måneder. Det afhænger helt af det enkelte barns sygdom og situation.

Tilbud om "tidligt hjemme-ophold"

De børn, som er i trivsel og ikke har brug for døgn-overvågning, kan komme på det vi kalder tidligt hjemme-ophold. Det betyder, at I kan være derhjemme sammen med jeres barn og stadig have mulighed for at ringe til os hele døgnet eller møde op i afsnittet.
Når man er på tidligt hjemme-ophold, kommer man løbende i neonatal-ambulatoriet efter aftale, så vi kan følge med i hvordan barnet trives.

Neonatal-ambulatoriet

Vi har et læge-ambulatorium og et sygepleje-ambulatorium. Her kommer de børn, der har behov for at komme til kontrol efter de er blevet udskrevet.

Dem I vil møde

På afsnittet vil I møde læger, sygeplejersker, sygehjælpere, sosu-assistenter samt lægekretærer.

Desuden vil I møde studerende og yngre læger da afsnittet fungerer som uddannelsesafsnit.

Dem vi samarbejder med

Alt efter hvad barnet eller I som forældre har brug for tilkalder vi laboranter, radiografer, fysioterapeuter, psykologer, socialrådgivere, præst, tolke, øjenlæger m.fl.

De fysiske rammer

Afsnittet har plads til 20 børn. Det ligger på 10. sal sammen med et andet af Børneafdelingens sengeafsnit. De 20 pladser er fordelt på 2-sengsstuer og 3-sengsstuer med plads til 1 overnattende forælder. 

I kan som familie risikere at skulle flytte stue undervejs i forløbet. Det er kun noget vi gør, når det er absolut nødvendigt.

Forældre kan benytte tekøkkenet, og der er et opholdsområde og flere hyggekroge. 
I hospitalets forhal er der cafeteria og kiosk.

Besøg

Der er ikke faste besøgstider i afsnittet. Hvad der er bedst for det enkelte barn, er individuelt. Derfor indgår besøg af familie og venner som en del af det daglige samarbejde mellem jer forældre og os.

Søskende er meget velkomne. Alle andre besøgende skal være over 15 år.

Alle besøgende skal være raske og ikke have været udsat for smitsomme sygdomme.

Vi opfordrer alle til at være meget opmærksomme på at have en god håndhygiejne. Alle bedes derfor både vaske hænder og benytte håndsprit, når man kommer ind på patientstuen.

Telefon og PC

Telefoner kan virke forstyrrende på noget af vores overvågningsudstyr. Mobiltelefoner skal derfor være slukkede på patientstuerne. De må gerne benyttes uden for patientstuerne, i opholdsområderne, ved elevatorerne og i forhallen.

Redaktør