Hovedpine-klinikken

​​Hovedpineklinikken for Børn og Unge ligger i Børn og Unge, klinik 2, opgang 81, etage 03.

Hvem laver hvad i teamet?

  • Lægerne stiller diagnosen, står for den medicinske behandling og kontrollen af den.
  • Sygeplejerskerne snakker med dig om din livsstil, og hvad der udløser hovedpinen, samt vejleder i medicin.
  • Fysioterapeuten foretager undersøgelser og vejleder om krop, træning og motion.
  • Psykologen taler med dig og dine forældre om, om du evt. har behov for psykologisk støtte.

Den tværfaglige tilgang betyder at du som patient:

  • får viden om din hovedpine.
  • bliver klar over, hvilke årsager der kan være til din hovedpine.
  • får hjælp til at lave om på de ting der gør, at du får hovedpine.
  • tager ansvar for din egen situation.

Aktiv deltagelse

For at få det bedste ud af et forløb i Hovedpineklinikken er det meget vigtigt, at du som patient selv har et ønske om at deltage aktivt.

Hvad vil det så sige at deltage aktivt?

  • At du udfylder hovedpinedagbog og kalender
  • At du møder til de aftalte tider
  • At du er indstillet på et kortere eller længere forløb, alt efter hvad vi aftaler
  • At du dagligt øver dig på at være opmærksom på dig selv og forhold, der kan have betydning for din hovedpine
  • At du følger de vejledninger, som vi har aftalt
  • At du og din familie er indstillet på at dele de ting med os, som du/I mener har betydning for dig og din hovedpine.

Det første besøg i Hovedpineklinikken

Når du og dine forældre kommer til det første besøg , bedes I henvende jer i til sekretæren i receptionen i klinik 2, opgang 81, etage 03.

Ved det første besøg skal du tale med en læge og en sygeplejerske, og du skal undersøges af lægen. Her er det vigtigt, at du har udfyldt den tilsendte hovedpinedagbog. HUSK at tage den med!

Det første besøg varer ca. 2 timer.

Hovedpinedagbogen

Hovedpinedagbogen hjælper os med at stille den rigtige diagnose og dermed planlægge det rigtige behandlingsforløb.

Den skal udfyldes på flg. måde:

  • Dagbogen skal føres i 4 sammenhængende uger.
  • Skriv startdato på første ark, dvs. den dag registreringen begynder.
  • Skriv dato for hver gang, der er hovedpine de næste 4 uger.
  • Udfyld felterne for hver enkelt hovedpinedag.

I tilfælde af afbud

Ring venligst afbud i god tid, så andre kan få glæde af din tid i Hovedpineklinikken. Tlf. 38 68 51 31​.

Ved udeblivelse fra første besøg gør vi opmærksom på, at du bliver afsluttet. Henvisningen vil blive sendt retur til den læge, der har henvist dig til Hovedpineklinikken.​

Redaktør