Er du sygeplejestuderende?

​Emner/ ideer til bachelor-, kandidat- eller forskningssemesterprojekter

​Børnesygeplejerskers ”bekymring” og tidlig opsporing af kritisk sygdom

Pædiatriske sygeplejersker genkender og erkender ofte forværring af pædiatriske patienter gennem intuition frem for rutinemæssig måling af vitale parametre. Tilføjelse af "bekymringstegn” til et pædiatrisk early warning system (PEWS) ville give sygeplejersker mulighed for at kunne reagere på deres intuition. At identificere, hvad der udløser børnesygeplejerskers ”bekymring”, kan hjælpe med at sætte ord på deres intuition og potentielt give sygeplejersker mulighed for at reagere på ændringer i hospitalsinlagte børns tilstand tidligere i patientforløbet.
Formålet med dette projekt er at identificere de tegn og symptomer, der udløser børnesygeplejerskers ”bekymring” i et systematisk litteraturstudie.

Hvad er faglig kvalitet i en pædiatrisk afdeling?

Personalet på Børne- og Ungeafdelingen bliver i de løbende trivselsmålinger spurgt om følgende: ”I hvilken grad oplever du, at der er klare kriterier for faglig kvalitet på din arbejdsplads?”
Men hvad forstår sygeplejerskerne ved faglig kvalitet? Hvordan kommer faglig kvalitet til udtryk i plejen? Har sygeplejerskernes kompetenceniveau betydning i forhold til, hvordan faglig kvalitet forstås, og hvordan det kommer til udtryk?
Vi forestiller os, at dette kan undersøges ved forskellige metoder og på forskellige afsnit alt efter, hvilket perspektiv der antages.
Mulige metoder kunne være: litteraturstudier; feltobservationer og/eller interviews.

Det tværfaglige samarbejde omkring det indlagte barn – er det fantasi eller virkelighed?

Der er en stærk faglig tradition og selvforståelse inden for pædiatrien om, at børnelæger og børnesygeplejersker arbejder tæt sammen omkring plejen og behandlingen af det indlagte barn. Vi vil gerne have undersøgt, om virkeligheden rent faktisk også er sådan. Hvordan udspiller det tværfaglige samarbejde sig hos det indlagte barn?
Vi forestiller os, at dette kan undersøges ved feltobservationer og/eller interviews. Der kan således ligge flere bachelorprojekter i ovnstående fænomen, som vi ønsker undersøgt.

  
Redaktør