Sådan begrænses røntgenskader
For at sikre, at ingen bliver undersøgt unødigt med røntgenstråler, findes der
lovgivning og bekendtgørelser omkring røntgenstråler og strålebeskyttelse.
Henvisning til undersøgelser med røntgenstråler
Til enhver undersøgelse, hvor røntgenstråler benyttes, skal der være en henvisning, der fagligt begrunder behovet for undersøgelsen. Det gælder dog
ikke screeningsundersøgelser, hvor den faglige begrundelse er beskrevet i screeningsprogrammet.
Når der er tale om gennemlysningsundersøgelser og CT-skanninger, er der altid en speciallæge i radiologi, som vurderer, om undersøgelsen er nødvendig. Der
må ikke foretages andre undersøgelser udover de undersøgelser, den henvisende læge har bedt om i henvisningen. Kun efter aftale med en radiolog eller anden læge må der fraviges eller tilføjes til henvisningen.
Instruktioner og protokoller til udførelse af undersøgelsen
Til alle undersøgelser, hvor der anvendes røntgenstråling, findes der en instruktion, som beskriver, hvordan undersøgelsen skal udføres. Derudover skal hvert røntgenapparat være indstillet med bestemte tekniske parametre for hver specifik undersøgelse. På den måde sikres det, at billedet bliver brugbart, og at den der undersøges ikke får unødig ekstra stråling.
Specialiseret personale
Alle undersøgelser skal udføres af enten autoriserede radiografer eller af speciallæger i radiologi. I deres uddannelse har de specielt fokus på stråler og strålebeskyttelse og ved præcis, hvordan røntgenbillederne bliver bedst.
Regler om beskyttelse
Generelt er det kun den person, der skal undersøges, som må være inde i røntgenrummet. Hvis et barn skal røntgenundersøges, må en forælder gerne være inde i røntgenrummet sammen med barnet. Der er dog et krav om, at forælderen skal beskyttes og derfor skal bære et forklæde, der beskytter mod stråler. Hvis der er behov for, at der er personale med til undersøgelsen, vil de også være iført beskyttelse.
I røntgenrummet, hvor undersøgelsen foretages, er der indsat materiale i væggene, så røntgenstrålerne ikke kan trænge gennem væggene og unødigt bestråle fx ventende patienter udenfor røntgenrummet.
Kontrol af apparatur
Røntgenapparaterne bliver kontrolleret med faste intervaller. Det er lovpligtigt, og kontrollerne udføres for at sikre, at billedkvaliteten og dosis er stabil og på samme niveau, som da apparaturet var nyt.
Indberetning af doser til Sundhedsstyrelsen
Med faste intervaller skal hver røntgenafdeling indberette det gennemsnitlige dosisniveau til Sundhedsstyrelsen på de undersøgelser, der giver højst dosis til patienten og for de undersøgelser, der udføres hyppigst.