Resultater og aftaler ved udskrivelse
Inden du bliver udskrevet, fortæller vi dig, om resultaterne af de undersøgelser og den behandling, du har fået. Vi fortæller også om eventuel videre behandling, og om du skal tage specielle hensyn til dit helbred.
Hvis du selv ønsker det, og lægen skønner, det er nødvendigt, så kan vi udstede en sygemelding til din arbejdsgiver eller dit forsikringsselskab.
Når du skal udskrives, aftaler vi:
- om du skal gå til kontrol og efterbehandling, og hvor det skal ske. Det kan f.eks. være hos din egen læge eller i afdelingens klinik
- om du skal tage medicin, og om du har brug for en recept
- om der er noget, du skal være særligt opmærksom på, når du kommer hjem
- hvor du skal henvende dig ved problemer.
Hjemmehjælp - hjemmepleje
Når du bliver udskrevet fra hospitalet, kan det være, at du ikke kan klare dig hjemme uden hjælp. Du kan for eksempel have behov for hjemmehjælp eller hjemmesygepleje. Det kan også være, at din bolig skal ændres på nogle områder. I enkelte tilfælde kan det være nødvendigt at finde en anden bolig, så udskrivelsen kan ske forsvarligt.
Hvis du har brug for hjælp efter udskrivelsen, kan personalet tale med dig om det. Hvis du ønsker det, vil personalet kontakte social- og sundhedsforvaltningen i din kommune. Herefter prøver man sammen med dig at finde frem til den løsning, der passer dig bedst.
Da det er kommunens opgave at sørge for at hjælpe dig, er det også kommunen, der afgør, hvilken form for hjælp du kan få.
Hjælpemidler
Når du bliver udskrevet, har du muligvis behov for hjælpemidler som for eksempal kørestol, albuestokke, gangbuk, badebænk eller andet. Du kan midlertidigt låne hjælpemidlerne af hospitalet. Vær opmærksom på, at du selv skal sørge for at levere tingene tilbage.
Læs mere om hjælpemidler
Transport
Som udgangspunkt betaler du selv transporten til og fra hospitalet, når du bliver indlagt eller udskrevet. Hvis du ud fra en sundhedsfaglig vurdering ikke kan benytte offentlige transportmidler, betaler og sørger hospitalet for den rette transport.
Din kørsel til efterbehandling sker stort set efter ovenstående regler.
Hvis du er i tvivl om dine muligheder for fri transport, kan du spørge en læge eller sygeplejerske på afdelingen. Du kan også spørge patientvejlederen.
Læs mere om transport
Hvis du skal ud at rejse
Vær opmærksom på, at det har betydning for en eventuel rejseforsikring, at du har været indlagt. Kontakt dit rejsebureau, hvis du er i tvivl.