Husk at informere om, at forholdsreglerne skal følges af hensyn til arbejdsmiljøet.
Forholdsregler i forbindelse med plejen
- Sørg for at have en god håndhygiejne.
- Brug handsker, hvis patienten skal have hjælp til at udføre personlig hygiejne.
- Brug handsker og engangsplastikforklæde eller overtrækskittel, når der er risiko for kontakt med udskillelser som for eksempel blod, opkast, urin, afføring og sved.
- Brug engangsmaterialer, så vidt du kan i forbindelse med plejen af patienten.
- Sengelinned og tøj skiftes efter behov og vaskes med det samme (bør ikke vaskes i hånden).
- Urin og andre udskillelser skal skylles ud i toilettet med lukket toiletlåg.
- Ved eventuel forurening med patientens udskillelser i hjemmet på for eksempel borde og gulve skal du straks tørre det af med cellestof, køkkenrulle eller lignende. Herefter vasker du det af med vand og sæbe. Papirmaterialet lægges i en plasticpose, som lukkes, før det smides i skraldespanden. Vand, der har været brugt, skylles ud i toilettet med lukket toiletlåg.
- Efter brug af engangsbeholder til opsamling af udskillelser tømmes beholderen i toilettet, og der skylles ud med lukket toiletlåg. Beholderen lægges derefter i en plasticpose, der lukkes, før den smides i skraldespanden.
- Ved brug af flergangsutensilier som for eksempel fade, urinkolber og bækkener, skal du skylle omhyggeligt i en særskilt spand og herefter vaske med varmt vand og sæbe. Vaskevandet skylles ud i toilettet med lukket toiletlåg.
- Brug handsker ved rengøring i hjemmet, hvor gulve, bordplader, toilet, håndvask eller andet inventar er kommet i kontakt med patientens udskillelser.
- Er du gravid, kan du pleje patienter i cytostatikabehandling, forudsat at du ikke kommer i kontakt med udskillelser fra patienten.
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte den klinik eller det afsnit, som patienten er tilknyttet.
Link til vores kontaktsider