Gå til hovedindhold

​​​​​​​​​​​​​​​​

Urin, dyrkning og resistens (10011)

​1. ​Undersøgelsesprincip

Kvantitativ dyrkning med identifikation og følsomhedsbestemmelse af bakterier og svampe.​

2. Indikation 

Ukomplicerede urinvejsinfektioner (UVI) hos ikke gravide kvinder i den fertile alder
Urindyrkning er generelt ikke nødvendig ved ukomplicerede UVI’er hos ikke-gravide kvinder i den fertile alder, hvor diagnosen kan stilles klinisk. Urindyrkning anbefales dog ved behandlingssvigt eller recidiv.​

Komplicerede UVI
Urindyrkning er altid indiceret ved mistanke om komplicerede UVI’er, som omfatter:
  • Patienter med pyelonefrit
  • Børn
  • Mænd
  • Gravide kvinder
  • Patienter med sepsis
  • Patienter med kateter
  • Patienter med sten i urinveje
  • Patienter med refluks, residualurin og urininkontinens
Screening for asymptomatisk bakteriuri
  • Ved invasive urologiske indgreb
  • U​nder graviditet​
Recidiverende urinvejsinfektioner eller behandlingssvigt

Urinstix anbefales ikke til vurdering af UVI.

Kontroldyrkning efter afsluttet antibiotisk be​​​handling er ikke rutinemæssigt indiceret​.

3. ​​Prøvebestilling

WebReq
  • Undersøgelse: Dyrkning og resistens
  • Materiale: Urin midtstråle (borsyre), urin fra kateter a demeure (borsyre), urin fra kateter (borsyre)
SP, Best./Ord.
  • Undersøgelse: Dyrkning og resistens (10011)
  • Prøvekategori: Urin
  • Materiale: Urin – midtstråle, urin fra kateter a demeure, urin fra suprapubisk kateter, urin fra nefrostomikateter, urin fra bækken (anbefales ikke), urin fra suprapubisk punktur, urin fra nyrepelvis, urin – cystoskopi, urin fra ureterkateter, urin – engangskaterisation (ren teknik), urin – brickerblære/tarmblære, urin (angives i fri tekst)

4. Prøvemateriale 

Urin

Dyrkning af urinkateter-spidser foretages ikke.​​

5. Prøvetagning​

Generelt
Korrekt opsamling af midtstråleurin er vigtig for at minimere risikoen for kontaminering med flora omkring urethra. Grundig vejledning af patienten reducerer denne risiko.

Kvinder
Det er ikke nødvendigt for selvhjulpne kvinder at vaske sig før prøvetagning, når der opsamles midtstråleurin. For kvinder, hvor der er tvivl om kvaliteten af midtstråleurinen, samt for inkontinente eller sengeliggende patienter, skal urinrørsåbningen vaskes med 0,9% saltvand eller alternativt en fugtighedsserviet før prøvetagning. Servietten bruges til grundig afvaskning af skamlæberne og skedeindgangen.
Labia holdes adskilt for at forhindre kontaminering med vaginalflora, hvilket kan gøres ved at sidde omvendt på toilettet. Patienten lader en portion urin i toiletkummen eller bækkenet for at skylle urethra. Herefter opsamles urin i et rent engangsbæger indtil det er ca. halvfuldt, og patienten færdiggør vandladningen i toiletkummen.
Indersiden af prøvesættets bæger må ikke berøres.

Mænd
Mænd trækker forhuden tilbage for at sikre en fri urinstråle, lader en lille portion urin i toilettet for at skylle urethra og opsamler midstråleurin i et rent engangsbæger, indtil det er cirka halvfuldt. Resten af vandladningen færdiggøres i toilettet. Prøven tages ved at føre bægeret ind og ud af urinstrålen under vandladning.
Hos inkontinente eller sengeliggende patienter trækkes forhuden tilbage, og urinrørsåbningen samt glans penis vaskes med en fugtighedsserviet. Efter en lille portion urin er ladet i toilettet eller bækkenet, opsamles midtstråleurin i et rent engangsbæger, som fyldes til cirka halvfuldt.
Indersiden af bægeret må ikke berøres.

Børn
For børn under 2 år anbefales blærepunktur, men engangskateterisation kan også anvendes.
Midtstråleurin er den foretrukne metode til børn over 2 år, og der bør, hvis muligt, tages to separate prøver, før behandling startes. Poseurin frarådes til diagnostik af urinvejsinfektion på grund af høj risiko for kontaminering.

Urin fra KAD og suprapubisk katetre
Urin fra korttidskatetre (katetret har været anlagt i ≤7 dage) opsamles aseptisk med steril sprøjte, evt. ved aspiration fra membran på drænageslangen efter desinfektion.
Urin fra langtidsanlagte katetre (katetret har være anlagt i > 7 dage) opsamles umiddelbart efter skift af kateteret og før opstart af antibiotikabehandling.
Hos kritisk syge patienter bør prøvetagning ikke forsinke antibiotikabehandling. Hvis det er muligt, følges anbefalingen om at skifte KAD, hvis det har ligget i mere end 7 dage.

Urin opsamlet fra bækken, kolbe, pose eller bleer er ikke egnet til diagnostik af UVI på grund af høje risiko for kontaminering 

Prøvetagning i eget hjem ​
  1. Hvis den ambulante patient skal tage/have taget prøver i eget hjem, skal klinikeren gøre følgende:​Udlevere prøveglas med påsat label med CPR-nummer.
  2. Lave best./ord på de ønskede prøver.
  3. Først når prøven/prøverne er taget/afleveret i ambulatoriet, skal der printes PTB-sedler, prøvetagningstidspunktet bliver korrekt angivet i sundhedsplatformen.​
Prøvetagningstidspunkt
Det er bedst at undersøge morgenurin. Alternativt kan urin opsamles mindst 2-4 timer efter sidste vandladning.

Prøvemængde
SKAL være 4 mL. Ved mindre end 4mL vil borsyrekoncentrationen blive for høj, og bakterierne vil dø, og dermed give falsk negativt svar. ​​

6. Utensilier 

​​Praksis
Urinrør til D+R (med borsyre) KUN praksisprøver
Varenummer: 364959
(1 enhed = 1 urinrør og 1 adapter) ​



​​


Urin bæger med transfer
Varenummer: 331250



​​​Hospital
Urinrør til D+R (uden borsyre) KUN hospitalsprøver
Varenummer: 368500

 

Urin adapter 8 cm til opsugning af urin
Varenummer: 450251​



Urinprøvesæt indeholdende vakuumbeholder 120 ml, Vacutest Urin Tube 4 ml, NaCl Wipe samt vejledning.
Varenummer: DA-65001

 

​​​Overførsel til vacutainer foretages ved hjælp af det medfølgende opsamlingssugerør eller via en steril sprøjte, når prøven tages fra katetermembranen. ​​

Flere oplysninger om prøveglas/utensilier, se KMA´s sider:​​

Utensilieoversigt hospitaler (Intranet)
Utensilier primær sektor (hjemmeside)

7. Holdbarhed og opbevaringsforhold

Praksis
Prøver bør opbevares i køleskab ved 4-8° C indtil forsendelsen. Vacutainer med borsyre kan opbevares ved stuetemperatur og stabiliserer mikroorganismernes indhold i op til 48 timer.

Hospital
Prøver sættes straks (< 1 time) i køleskab ved 4-8° C og opbevares dér indtil forsendelse.​​

8. Forsendelse

Praksis
Prøver, der er stabiliseret med borsyre, fremsendes ved stuetemperatur med almindelig transport. Der anbefales en maksimal transporttid på 48 timer fra prøvetagningstidspunktet til modtagelse på KMA.  

Hospital
Forsendes nedkølet samme dag til KMA og anbringes i køleskab ved modtagelse på KMA.
Hvis transporttiden overstiger 2 timer, skal prøver sendes i transportkølebeholder (4-8°C) 

Kan sendes med rørpost. 

9. Svarafgivelse​

Praksis
For praksisprøver afgives slutsvar oftest 2-3 hverdage efter modtagelse af prøven.

Hospital
For hospitalsprøver afgives foreløbigt svar oftest 1 døgn efter modtagelse af prøven, mens slutsvar afgives efter 2-3 døgn. 

Længere svartid kan forekomme ved bakteriekulturer, som er vanskelige at dyrke eller viser usædvanlig resistens.

Den forventede svartid (slutsvar) regnes fra modtagelse på Afdeling for Klinisk Mikrobiologi, Herlev Hospital.​​​

10. Tolkning

Ved signifikant vækst angives urinvejspatogene i koncentrationerne 10³, 10⁴ og ≥10⁵ CFU/ml. Hos gravide rapporteres fund af hæmolytiske streptokokker gruppe B, hvis koncentrationen er ≥ 10² CFU/ml. Alle positive fund ved dyrkning af sterilt udtaget urin er signifikante.
Grænserne for hvor langt ned i koncentration fundet rapporteres, identificeres og resistensbestemmes afhænger af typen af påviste mikroorganismer (primære, typiske, mulige eller sjældent patogene) samt det samlede antal forskellige urinvejspatogener. 

Fund af mere end to patogene tyder på en forurenet prøve og/eller uhensigtsmæssig opbevaring. I sådanne tilfælde rapporteres fundene som "Blandingsflora”.
Alle prøvesvar suppleres med kommentarer, som hjælper rekvirenter med tolkning.​

11. Akkrediteret (ISO 15189:2022;DANAK, Reg. nr. 1055)

Nej. ​​

12. ​Bemærkninger

Ved klinisk mistanke om UVI og gentagne negative dyrkninger kan vagthavende læge på KMA kontaktes.
Urinen opbevares i én uge, hvor der kan rekvireres supplerende undersøgelser efter aftale med læge fra KMA.

Hos yngre kvinder kan det være vanskeligt at skelne cystit fra vaginit og urogenital klamydiainfektion.​

Urin til undersøgelse ​for TB skal sendes til KMA som videresender prøven til Statens Serum Institut. Rekvireres som undersøgelse:​ se Mycobacterium (TB) (mikroskopi, PCR og dyrkning) (11601) (Materiale: Urin – midtstråle).​​​​

For yderligere information om indikation, korrekt prøvetagning, opbevaring, transport urin til dyrkning og resistensbestemmelse, samt tolkning af prøvesvar, kan du se optagelsen af vores webinar.​​

13. Referencer 

​Versionsdato

05.05.2025

Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden