Derfor har vi vores egne psykologer
Det kan være svært belastende, når ens barn rammes af sygdom/fysiske
symptomer. Ofte påvirker det hele familien. De psykiske reaktioner kan være
svære for familierne at håndtere og rumme, så derfor har vi tre psykologer ansat.
De kan tilbyde børnene og de unge og deres familier støtte undervejs i forløbet.
Hvem kan få hjælp af psykologerne?
Psykologerne
tilbyder hjælp til familier med
- et kronisk sygt barn
- et barn med kroniske smerter
- et barn med funktionelle symptomer
- et barn udsat for omsorgssvigt og overgreb
Henvisning til samtaler med psykologen kræver altid accept fra
forældrene.
Hvad kan psykologerne hjælpe med?
Psykologerne hjælper alene med
psykiske problemstillinger, der har relation til børnenes fysiske sygdom eller
symptomer.
Hvordan hjælper psykologerne?
Psykologerne varetager forskellige
funktioner i forhold til forskellige patientgrupper.
De er en del af det
tværfaglige team, der omgiver barnet eller den unge. De deltager i drøftelserne omkring
udredning og behandling.
Har man sagt "Ja tak" til støtte fra en af psykologerne, kan hun ved behov
hjælpe ved at:
- deltage i samtaler med læge og sygeplejerske
- afholde individuelle samtaler med barnet og/eller familien (OBS! Der er kun
tale om korte samtaleforløb)
- lave psykologiske undersøgelser og testning
- være med til at understøtte en henvisning til andre sektorer.
Hvor foregår samtalerne?
Næsten alle samtaler og undersøgelser
foregår i psykologernes eget samtalerum, der er indrettet til at skabe tryghed
for børn, de unge og deres familier – fx er der ikke noget hospitalsudstyr, og
psykologerne har heller ikke kittel på.
Hvordan kommer du i kontakt med psykologerne?
Du skal have en
henvisning fra personalet på et af vores sengeafsnit/ klinikker for at dit barn
eller I som familie kan komme til at tale med en af psykologerne på Afdeling for Børn og Unge.