Udvikling og afprøvning af herlige ELDORADO måltider

​ELDORADO projektet er et ambitiøst projekt støttet af Innovationsfonden med fem underprojekter, som alle omhandler målrettet måltidsservice til ældre

Baggrund
Selvom mange ældre mennesker modtager madudbringning, så eksisterer der meget lidt viden om, hvilken effekt dette tilbud har på de ældres ernæringstilstand, fysiske funktionsevne, livskvalitet m.m. Til gengæld vides det, at mange af disse ældre har nedsat appetit, tygge- og synkeproblemer, ændrede duft og smagsoplevelser m.v. og derfor ofte har svært ved at få spist og drukket tilstrækkeligt.  Indtil nu har de få gennemførte studier primært haft fokus på at øge energiindholdet eller antallet af tilbudte måltider i madudbringningen, mens ingen studier har forsøgt at optimere det kulinariske aspekt eller tygge- og synkevenligheden.


Forskningsaktivitet
I denne del af projektet skal der udvikles og afprøves forskellige herlige ELDORADO hoved- og mellemmåltider.
Der vil blive arbejdet med at identificere, hvilke fødevarer og madretter de ældre foretrækker, når det gælder smag, duft m.v. Dette vil foregå i samarbejde med arbejdspakke 1. Deltagerne vil være ældre, der modtager madudbringning og ældre indlagt på hospital med tygge- og synkeproblemer. På baggrund af resultaterne vil der blive udviklet en række herlige ELDORADO hoved- og mellemmåltider med et højt indhold af energi og protein. Retterne vil blive testet i forskellige madudbringnings-systemer bl.a. for at vurdere, hvordan smag og duft bedst bevares. Det vil ske i samarbejde med de involverede kommuner og Københavns Madhus.

De udviklede hoved- og mellemmåltider skal endvidere afprøves i et lodtrækningsstudie blandt småtspisende ældre, der modtager madudbringning. De ældres ernæringstilstand, fysiske funktionsevne, livskvalitet m.m. vil blive bliver målt. Herudover kigges der bl.a. på madspild samt på økonomien i samarbejde med arbejdspakke 4.​

Forventet udbytte
Arbejdspakken vil give en øget viden om betydningen af kulinarisk madudbringning for ældres ernæringstilstand, fysiske funktionsevne, livskvalitet mm.​


Læs mere om ELDORADO ​​​projektet her​


Signe Loftager Okkels er Ph.d.-studerende og Seniorforsker Anne Marie Beck projektleder på dette projekt.

Redaktør