En nybagt mor fortæller:
”Det kunne godt være i dag”, sms’ede jeg til min mor omkring kl. 6.30 mandag d. 11. oktober.
”Hvorfor? Fordi det er terminsdato?” svarede hun kort tid efter.
Men det var, fordi jeg var vågnet en time tidligere, som i en del foregående måneder, af at skulle tisse. Dog frøs jeg også. Og fandt mig selv i fosterstilling - ikke en stilling jeg havde sovet i lang tid. Jeg følte mig helt øm og forkrampet og tænkte umiddelbart, at det var min sammenkrøllede fosterstilling og den fyldte blære, der havde gjort det.
Jeg var gået ud for at tisse, men ømheden og en murren fortsatte, så jeg tog et varmt bad og lagde mig tilbage i sengen på siden, som jeg havde fået råd om fra en jordemoderveninde. Det kunne være det var i dag, tænkte jeg, men vidste også, at kroppen her op til 2. fødsel kunne varme op i rigtig god tid.
I mandagsmorgenmørket tiltog murren. Kun dybt nederst forreste i mit underliv. Slet ikke i lænden, som ved fødslen af (kommende) storesøster Birte startede knap 3 år tidligere.
Ve-app og morgenmad
Jeg vækkede min mand, Rune, og spurgte om han måske kunne arbejde hjemme i dag. Det kunne han ikke.
Jeg downloadede en ve-målingsapp, og tog for sjov tid på murren, længden og intervallet imellem. Der var en vis ensartethed i længden. Jeg tænkte, det nok var et meget mildt forstadie til veer, og stod op stille og roligt, tog tøj på og gik i gang med at gøre klar til morgenmad. Undervejs brugte jeg ve-app’en. Klokken var ca. 6.30, da der begyndte at være en regelmæssighed i den lidt kraftigere murren, og jeg gik ind og vækkede Rune igen, og sagde, at det nok var i dag, jeg skulle føde.
Han bad mig høre, om min mor kunne komme over og følge Birte i børnehave. Og hun skrev kort efter, at hun snart var klar til at gå over til os.
Storesøster Birte vågnede også, og vi startede vores morgen næsten, som vi plejede, dog med eneste forskel, at vi havde gang i en ve-app, og at jeg kortvarigt, som tiden gik, stoppede med at tale lige, når mine veer startede. Da klokken blev 7.45, var der 2 minutter imellem veerne, og de varede ca. 1 minut, og her havde vi fået besked på at ringe. ”Ikke vente for længe,” havde alle jordemødrene sagt i flere måneder – ”så kan vi ikke nå at komme frem”.
Klar til hjemmefødslen
Rune ringede, og fik at vide, at når der havde været kl. 8-vagtskifte, ville vi blive ringet op igen. Vi fortalte Birte, at der nok var en lillesøster, når hun kom hjem i dag. Rune fulgte Birte i børnehaven, og handlede efter mit ønske lækker juice m.m. med på vejen hjem.
En udgave af en 2. gangs fødsel, jeg havde talt med en anden kvinde om på fødselsforberedelseskursus som drømmescenariet, men som vi begge troede var utopi. Herhjemme havde vi mere planlagt efter en ’midt om natten-panikudgave’.
Min mor, som egentligt var kommet over for at følge Birte i børnehave ”passede” i stedet mig, mens Rune var i børnehaven og i Netto, og vi gik bare langsomt rundt og ryddede op fra morgenmaden, lagde tøj sammen og lagde alle hjemmefødselstingene klar.
Da Rune kom hjem, fyldte han fødekarret med vand. Fødekarret havde vi - modsat sidste fødsel - haft pustet op i en uges tid, og Rune fyldte karret, og imens nåede vi lige 1 lille omgang Rebozo ved en af veerne.
Badekar og veer der tager til
Vi blev ringet op af Jordemoder Stina, som jeg talte kort med om, hvad status var. Hun var på vej, og regnede med at være hos os lidt i 9.00.
Så snart der var vand nok i karret, hoppede jeg i bikini, og var netop trådt ned i karret, som jordemoder Stina trådte ind ad døren. Hun var rolig og sød, og gik lige så stille i gang med at pakke ud.
Mine veer var gået fra milde til medium, og jeg var glad for, at jeg havde det varme vand at være i. Under sidste fødsel havde Rune haft travlt med at puste det op, mens jeg havde kraftige veer, udelukkende fordi jeg syntes, det var for stort og grimt at have stående i stuen – ups :-D.
Fire dage forinden havde jeg lige nået genopfriskningsfødselsforberedelseskursus, hos MamaProfylax og skønne Tina Winther. Her fik jeg opfrisket bl.a. den profylaktiske vejrtrækning, som jeg virkelig godt kan li’, og som fungerede godt for mig ved sidste fødsel og, ville det vise sig, også ved denne. Jeg brugte det langsomste og laveste gear, så længe jeg overhovedet kunne. Jeg havde desuden en Sankt Bernard hunds ansigt, som de bruger meget hos MamaProfylax, på min nethinde og forsøgte at se sådan ud. Det lykkedes jeg okay med, kan jeg se på billederne der er taget, i hvert fald mellem veerne ;-)
”Vil du føde i vandet?”
Jordemoder Stina tjekkede hjertelyd før, under og efter mine veer. Hun spurgte, om jeg ville føde i vandet, eller hvordan jeg havde forestillet mig det. Dér gik det op for mig, at jeg kun havde tænkt på vandet som smertelindring selvom jeg udmærket godt ved at der sker masser af vandfødsler. På en eller anden måde havde jeg nok forestillet mig, at det kom an på alt muligt, om det kunne lade sig gøre. ”Det vil jeg da gerne, hvis jeg kan det”, sagde jeg til Stina, og hun nikkede og sagde, at så ville hun gøre klar til det.
Jeg bevægede mig rundt i karret, og forsøgte at lege badeferie mellem veerne. Jeg afprøvede også forskellige stillinger under veerne. På et tidspunkt sagde Rune, at jeg havde været i den stilling i en halv time, og jeg kiggede på uret og sagde ”Hva’?!” Det kan ikke passe, tænkte jeg. Den var jo kun 9.50. Og i virkeligheden var det fordi, der var en stilling, jeg bedst kunne lide at være i under selve veerne. Det var en stilling, der nok mest af alt lignede, at jeg havde drukket mig fuld i poolen, og nu hang udover og ørlede. Rune var ved mig hele tiden. Han holdt om mig, og hjalp mig med at holde fokus på vejrtrækningen ved at trække vejret med mig. Og nærmest for mig, eller i hvert fald opfordrende, når jeg en gang i mellem kom til at holde vejret.
Presseve og urkvindebrøl
Jordemoder Stina satte min mor til forskellige ting, især når Rune var ved mig under de nu kraftige veer, og derfor endte min mor med at være med under hele fødslen.
Rune følte derfor, at han ikke rigtig havde noget at lave. Heldigvis skulle han ikke kede sig længe, da jeg kl. 10.00 fik pressetrang. Overgangen til denne fase blev markeret ved, at Stinna bad min mor holde øje med klokken på et digitalur, hvilket jeg hørte, og på et eller andet plan forstod jeg, at vi var tæt på nu.
Under de tre presseveer jeg havde derfra, fattede jeg det alligevel ikke. Jeg nåede at tænke, og sagde nok også: ”Det kan jeg ikke!”. For i mit hoved troede jeg alligevel, at det jo kunne vare mange timer på denne måde.
Det havde jeg hørt eksempler på så sent som på fødselsforberedelseskurset.
Stina fortalte, at jeg var 10 cm åben. Jeg tænkte; ”jaja der går lang tid.”
Presseve.
Stina: ”Jeg kan se hovedet”
Mig der tænkte: ”nejnej, det her kan jeg ikke i flere timer”.
Presseve.
Jeg brølede et uendelig langt urkvindebrøl. Det føltes, som om jeg kunne råbe lillesøster ud. Der var så meget lyd, der skulle ud. Så meget som jeg aldrig har oplevet før. Og tanken, der fløj igennem mig, var, at det var min sidste chance for at få lov at råbe så højt. At lade det hele komme ud indefra.
Gennemsigtig babyballon
Stina bad mig følge kroppen, og jeg ville bevæge mig. Jeg ville ned i det vand. Helt ned åbenbart. Så lige inden 3. og sidste presseve vristede jeg mig nærmest fri af Rune, så jeg var lige ved at ryge under vand med hovedet.
Stina fortalte mig bagefter, at jeg lige havde gjort et eller andet, et lille vrik med bækkenet, og så kom hun ud. Gerda. Hun svømmede lige ud til os. I hel fosterhinde. Som inde i en lille gennemsigtig babyballon.
Kun 20 minutter efter 1. presseve. Wow. Vi lod hende være lidt under vandet der i sin sejrsskjorte, og kiggede alle fire ned på hende. Hun havde helt åbne øjne, og kiggede op på mig med sine klare blå øjne.
Jeg gentog bare; ”Hej, var det dig, der var inde i maven? Var det dig, der var derinde? Hej!”
Gavmilde Gerda
Billedet af Gerda, der lå der i sin fosterdragt og rygsvømmede med åbne øjne, står så klart, så jeg føler, vi har taget et billede af det. Det har vi ikke. Og det har vi på en måde alligevel.
Jeg klippede selv navlestrengen, og vi flyttede location til soveværelset, hvor jeg fødte den fineste moderkage med et meget tydeligt ”træ”, og Stina konstaterede, at vandet havde sikret mig nul bristninger eller rifter. Med sine 4120 gram og 53 cm var Gerda både lidt tungere og lidt længere end storesøster Birte. Vi synes ellers begge, hun var så lille.
Lille, men allerede gjort et kæmpe indtryk. Gerda. Gavmilde Gerda.
11. oktober 2021
Kirstine, Rune og lille Gerda, 2. fødsel