Sædcelleinjektion i ægget (ICSI)

ICSI = Intra Cytoplasmatisk Sperm Injektion

​Hvornår anvendes ICSI-befrugtning?

Denne befrugtningsmetode tilbydes, når sædkvaliteten er nedsat på en måde, så befrugtning ved almindelig IVF ikke er mulig eller ikke fungerer godt. For jer foregår selve IVF-behandlingen som normalt.

ICSI metoden

Æggene befrugtes i laboratoriet ved injektion af en enkelt sædcelle i hvert æg. En sædcelle suges op i en tynd glaspipette. Samtidig fastholdes et æg med en sugepipette og sædcellen sprøjtes direkte ind i ægget.

Mulig årsag til den nedsatte sædkvalitet

Vi ved i dag, at nogle mænd med svært nedsat sædkvalitet har små forandringer i kromosomerne. Enkelte af disse mænd vil desuden have øget disposition for udvikling af kræft i testiklerne.

Forebyggende undersøgelse af manden

Vi tilbyder mænd med svært nedsat sædkvalitet, en særlig udredning med scanning og kromosomanalyse (blodprøve). Dispositionen for udvikling af kræft i testiklerne senere i livet kan vurderes ved ultralydsskanning af testiklerne. Giver denne scanning mistanke om en sådan disposition, henviser vi til urologisk afdeling, som tager en lille vævsprøve fra testiklen (en biopsi), som endeligt kan af- eller bekræfte denne disposition.

Hvad angår forandringerne i kromosomerne, er vi i stand til at kortlægge nogle af disse ved kromosomanalyse samt specialundersøgelser af bestemte gener (blodprøve). Selv om undersøgelserne er normale, kan det ikke udelukkes, at der kan være forandringer i andre gener, som vi endnu ikke kender, men som er ansvarlige for den nedsatte sædproduktion.

Drenge kan nedarve den nedsatte fertilitet

Undersøgelser af børn født efter ICSI har vist, at de kan nedarve disse forandrede kromosomer og dermed få samme problem som deres far, både hvad angår den nedsatte fertilitet, og hvad angår øget disposition for udvikling af kræft i testiklerne.

Redaktør