Den korte behandling

Du tilmelder dig behandling, når du får menstruation. Selve behandlingen begynder på din 2. eller 3. blødningsdag. Hele forløbet fra menstruation til graviditetstest varer 4 uger. Du skal regne med 6-7 besøg i klinikken.


Tilmelding til behandling
Ring til klinikken ved menstruation start eller dagen efter, dvs. når du bløder rigtigt med rødt blod.
Du får her en tid til behandlingsstart på din 2. eller 3. blødningsdag. 

Scanning på 2. eller 3. blødningsdag
Vi skanner æggestokkene og livmoderslimhinden for at kontrollere, at du er klar til at starte på stimulering af ægblærerne, og vurdere hvilken medicin du skal have:
- at livmoderslimhinden er tynd som resultatet af blødningen 
- at du ikke har nogen cyster

Formålene med stimulationen er:
- At du udvikler et passende antal æg 
- At sikre at du ikke løsner dine æg inden vi får taget dem ud.

Du får recept på medicinen til hele behandlingen.
Vi gennemgår behandlingsforløbet og underviser dig i at stikke dig selv og hvordan du tager medicinen.
Du får udleveret stikkerekvisitter og relevante vejledninger. Medicinen henter du på apoteket.

Medicinen
De første (5) dage skal du hver dag tage en indsprøjtning med follikelstimulerende hormon (FSH).
Herefter (fra 6. stimulationsdag) skal du tage både FSH og en sprøjte (ægløsningsblokker), som forhindrer at du får ægløsning inden vi får taget dem ud. 

Stimulation med FSH og nedregulering fortsætter indtil ægblærerne har en passende størrelse og du skal have ægløsningssprøjten.

8. stimulationsdag, ca.
Fornyet skanning. Vi lægger en videre plan, som helt styres af, hvordan dine ægblærer vokser. Hos nogle bestemmes det allerede dag 8, hvornår æggene skal tages ud, men oftest er det nødvendigt med et par dages yderligere hormonbehandling,
I disse dage skannes der med få dages mellemrum.

Ægløsningssprøjten
Ægløsningssprøjten tages efter aftale kl. 22 eller 23. 
Den dag ægløsningssprøjten tages, skal du tage ægløsningsblokkeren​ for sidste gang, og du skal ikke længere tage FSH.

Ægudtagning
2 dage efter ægløsningssprøjten tages æggene ud, og befrugtes med sædceller lidt
senere på dagen.

Progesteronbehandling
Dagen efter ægudtagningen starter du på progesteronbehandling (Crinone eller Lutinus), som forbereder slimhinden i livmoderen til at modtage ægget. Progesteron tages i 14-15 dage. (Læs mere om medicinen​).

Ægoplægning
Efter 2-5 døgn lægges 1 befrugtet æg op i livmoderhulen.
Det er en fordel, at have fyldt blære ved ægoplægningen.

Graviditetstest
Ca 16 dage efter ægudtagningen får du taget en blodprøve, som vi har svar på samme dag.

Graviditetsskanning
Ved positiv graviditetstest kommer du til scanning 3 uger senere og kan herefter afsluttes fra fertilitetsklinikken.


Redaktør