Om insemination

Insemination forkortes IUI (Intrauterin insemination).
Hvis du er fyldt 35 år, anbefaler vi oftest IVF-behandling, da dette giver den bedste chance for graviditet.

​​​​

Formålet med inseminationsbehandling

At øge graviditetsraten ved at optimere antallet af bevægelige sædceller i æggelederne omkring det tidspunkt, hvor ægget løsnes fra æggestokken. Her er din chance for graviditet størst.

Inseminationsbehandling forudsætter

At du har normal passage i æggelederne. Dette kan ses ved en røntgenundersøgelse eller en vandskanning.​

Insemination kan foretages med partners sæd (IUI-H) eller med sæd fra en donor (IUI-D) 

Ved IUI-D er der flere muligheder: 

  • ​Lukket anonym donor
  • Lukket donor med udvidet profil
  • Åben donor
  • Kendt donor

Behandlingsplan lægges

Ved første besøg i fertilitetsklinikken lægges en behandlingsplan i samråd med en læge. Herefter er det en sygeplejerske, der giver selve behandlingen og følger dig gennem hele behandlingsforløbet

Et inseminationsforløb ser sådan ud

  • Fra starten af en cyklus stimuleres dine æggestokke forsigtigt med hormoner (daglig injektion med FSH, follikelstimulerende hormon) for at understøtte ægudviklingen.
  • Ægudviklingen følges med ultralydsskanninger gennem skeden.​
  • Når den ledende ægblære er tilpas stor og moden, tager du en ægløsningssprøjte, som sikrer at du får en ægløsning på et bestemt tidspunkt.
  • På inseminationsdagen afleverer din mand en sædprøve kl. 8 om morgenen. Alternativt tøes et strå med donorsæd.
  • Selve inseminationen foregår ca. 36-40 timer efter ægløsningssprøjten.
  • 17 dage efter inseminationen møder du til en graviditetstest på 4. sal M1.
    Selvom du er begyndt at bløde, skal du have taget blodprøven, da man nogle gange kan være gravid alligevel.
  • Er testen positiv får du en tid til graviditetsskanning tre uger senere.

Risiko for tvillinger?

Når man giver hormonstimulation, udvikles der indimellem flere ægblærer. Hvis der udvikles 2 modne ægblærer vil der i de fleste tilfælde vil kun ske befrugtning af det ene æg, men af og til vil begge æg blive befrugtet. I så fald er der risiko for tvillingegraviditet. 

Vi kan efter aftale med jer vælge, kun at inseminere, hvis der kun udvikles een moden ægblære.

Hvis der udvikles mere end to modne ægblærer, vil vi ikke inseminere. Vi kan da vælge af aflyse behandlingscyklus eller vi kan ændre behandlingen til IVF (reagensglasbefrugtning). ​

Tilmelding til behandling 

Første hverdag i din menstruation ringer du og tilmelder dig behandlingen hos sygeplejersken. Hvis du skal bruge en sæddonor,  er det vigtigt, at du har taget stilling til, hvilken donor du ønsker at anvende. Vi har så tid til at bestille stråene i sædbanken. Stråene er gratis for dig.

Hvor mange behandlinger tilbydes

 

Ved insemination med mandens sæd tilbydes sædvanligvis op til tre forsøg, inden vi anbefaler at gå videre til reagensglasbefrugtning.  Ved insemination med donor sæd tilbydes sædvanligvis seks forsøg.

Når vi stimulerer med FSH, kan du blive behandlet hver måned. Dette betyder at du, hvis du ønsker det, kan starte ny behandling umiddelbart efter en negativ graviditetstest.

Efter hver insemination, vil I blive oplyst om planen for næste behandling. Dette er ikke et udtryk for, at vi ikke tror det vil lykkes, men det er vores erfaring at mange er glade for, at have en plan.

Hvor stor er din chance for at have en positiv graviditetest efter hver insemination?

  • Ca. 25 procent efter hver insemination
Redaktør