Formålet med behandlingen
Jern er nødvendigt for at danne røde blodlegemer og for andre livsvigtige funktioner. Ved tilstanden hæmokromatose optager kroppen mere jern fra kosten, end den skal bruge. Det betyder, at kroppens jerndepoter bliver for store, og det kan på lang sigt (mange år) gøre skade.
Blodtapning (venesectio) er en procedure, hvor man kontrolleret tapper blod fra en blodåre (vene) og derved hjælper til at fjerne det jern, som er i overskud. Blodprøven ferritin er et udtryk for størrelsen af dine jerndepoter.
Hvis tilstanden er nyopdaget og ferritin-niveauet derfor er højt, skal du til en start tappes flere gange, indtil depoterne er nede i acceptabelt niveau. Vi tilstræber, at ferritin skal ligge på under 100. Vi tapper oftest én gang om ugen - knoglemarven skal have en chance for at gendanne de røde blodlegemer, så du ikke får for lav blodprocent.
Forberedelse
Du skal have spist og drukket, inden du kommer.
Behandlingen
Vi tapper blodet fra blodårer i armen. Blodtapningen foregår på samme måde som ved bloddonation. Behandlingen foregår i en hvilestol. Der lægges en kanyle ind i en åre i albuebøjningen. Denne kanyle er gennem en slange forbundet med en pose, som blodet løber ned i. Der tappes som regel 500 ml blod, og det tager ca 10-20 min.
Personalet foretager en klinisk vurdering af behovet for nye blodprøver. Når det vurderes nødvendigt, kan vi tage blodprøver fra slangen, så du ikke skal stikkes mere end én gang.
Under tapningen tilbyder vi dig noget af drikke. Du bør drikke mindst 1 stort glas saft eller vand.
Efter behandlingen
Du kan sidde/hvile 30 minutter efter blodtapningen, hvis du får brug for det. Når du har prøvet at blive tappet flere gange, er de fleste patienter klar til gå hjem efter 5-10 min.
Du aftaler med personalet, hvornår du igen skal have taget blodprøver og/eller have ny tid til tapning. Ofte vil det være relevant at tage blodprøver hver 3. eller 6. måned. Du bestiller herefter selv tid til blodprøver på www.minsundhedsplatform.dk eller via app’en Min SP. Vi laver bestilling på de relevante prøver, så de ligger klar.
Komplikationer
Du kan få et blåt mærke der, hvor du er blevet stukket. Dette forsvinder i løbet af nogle dage og kræver ingen behandling. Nogen oplever lidt svimmelhed i op til et par timer efter behandlingen. Det kan afhjælpes ved, at du drikker rigeligt med væske. Du bør undgå at bruge armen til tunge løft ca. 1 døgn efter behandlingen, da stikkanalen skal have ro til at lukke sig.
Det videre forløb
Hæmokromatose er en tilstand, som er bestemt af dine gener - derfor er det ikke noget, som forsvinder. Det betyder, at du resten af livet vil have brug for at få reguleret jerndepoterne med blodtapning. Når ferritin-niveauet først er bragt under 100, vil de fleste patienter fremover have brug for at blive tappet 2-4 gange årligt. Hvis du er interesseret, kan dette foregå i en af Regionens blodbanker, så du samtidigt kan donere dit blod. Tal med en læge eller sygeplejerske om denne mulighed.