Kort om skanningen
Alle gravide tilbydes to ultralydsskanninger i graviditeten: 1. trimesterskanning og 2. trimesterskanning. Det er din egen læge, der forud for - eller ved 1. graviditetsundersøgelse, informerer dig/jer om formålet med 1. trimesterskanningen, og du/I bestemmer herefter, om du/I vil tage imod tilbuddet.
Du bliver som regel skannet udvendigt på maven, og det er uden risiko for dig og barnet.
1. trimesterskanningen tilbydes i graviditetsuge 11-14. Her undersøger man:
- om der er liv
- om der er ét eller flere fostre
- hvor langt du er henne i graviditeten
- om fosteret ser normalt ud svarende til graviditetslængden.
Det er også ved denne skanning, at datoen for forventet fødsel fastsættes (terminsdato).
Du skal forvente at være på hospitalet i cirka 1 time, men der kan opstå ventetid, som forlænger opholdet.
Måling af nakkefolden
En genetisk afvigelse kan betyde, at barnet fødes med mentale eller fysiske handicap og ikke udvikler sig normalt. Hvis du/I ønsker at vide, om der er en øget sandsynlighed for en genetisk afvigelse hos fosteret, måles også fosterets nakkefold. Herefter beregnes sandsynligheden for en genetisk afvigelse ud fra din alder, nakkefoldens tykkelse og en blodprøve (doubletesten), inden du kommer til skanning.
Vigtig forberedelse
Få taget en blodprøve inden skanningen
Hvis du/I ønsker at få undersøgt, om fosteret har øget risiko for en genetisk afvigelse, skal du have taget en blodprøve. Blodprøven skal være taget, inden du kommer til 1. trimesterskanning, så resultatet ligger klar ved undersøgelsen. Du kan tidligst få taget blodprøven fra 8 uger og 2 dage og indtil til 14 uger og 1 dag.
Læs mere om, hvordan du bestiller tid til blodprøve nedenfor.
Tag én voksen ledsager med
Du er velkommen til at tage din partner eller én anden voksen ledsager med til skanningen. Børn har ikke mulighed for at være med. Det kræver ro og koncentration for sonografen for at få den bedst mulige undersøgelse.
På hospitalet
Der kan være flere personer til stede
Skanningen foretages almindeligvis af en sonograf (specialuddannet jordemoder/ sygeplejerske).
Der kan derudover være flere sundhedsfaglige personer til stede, når du bliver skannet. Det kan være personer under uddannelse, og der kan også være behov for, at der er flere personer til stede, når skanningsbillederne skal vurderes.
Skanningen
Du ligger på ryggen under skanningen. Sonografen fører et ultralydshoved hen over maven, så man kan se billeder af fosteret på en skærm. I nogle tilfælde vil det ikke være muligt at gøre undersøgelsen færdig på grund af måden, som fosteret ligger på. Du kan da eventuelt blive bedt om at komme igen senere på dagen eller en anden dag.
Nogle gange kan det være nødvendigt at skanne indvendigt gennem skeden.
Svar på skanningen
Du/I får svar på skanningen med det samme.
Hvis du/I ønsker at få beregnet sandsynligheden for, at fosteret har en genetisk afvigelse, får du/I at vide, om der er lav eller øget sandsynlighed:
- Lav sandsynlighed: 95 % af gravide har lav sandsynlighed for en genetisk afvigelse.
- Øget sandsynlighed: Selvom der er øget sandsynlighed for en genetisk afvigelse, er det stadig mest sandsynligt, at fosteret har normale kromosomer. Sandsynligheden er øget, når den er 1 ud af 300 eller mere. En sandsynlighed på 1 ud af 300 betyder, at fosteret har normale kromosomer i 299 tilfælde og kun i 1 ud af 300 tilfælde vil have en genetisk afvigelse.
Yderligere undersøgelser
Hvis personalet ved skanningen finder øget sandsynlighed for en genetisk afvigelse, eller hvis skanningen giver mistanke om en misdannelse, bliver du/I tilbudt flere undersøgelser. Det kan fx være en blodprøvetest, en moderkage- eller fostervandsprøve eller ekstra skanninger.
Undersøgelserne kan vise, at fosteret måske fejler noget, uden at man kan sige det med sikkerhed. Du/I kan derfor blive stillet overfor svære overvejelser og vanskelige valg. Det er dig/jer, der afgør, hvad der skal ske, hvis undersøgelserne tyder på, at noget er unormalt. Personalet fortæller om, hvilke muligheder der er i den konkrete situation, og vil respektere og støtte dit/jeres valg.
De fleste børn, der har normale skanninger, fødes raske. Dog vil få børn være syge, selvom undersøgelserne har været normale, da det ikke er alle sygdomme, der kan ses ved ultralydsskanning.
Du/I bliver tilbudt mere information og vejledning
Hvis undersøgelserne viser noget unormalt, bliver du/I tilbudt mere information og vejledning på hospitalet. Personalet taler med dig/jer om, hvad det betyder at få et barn med den sygdom eller det handicap, som barnet vil blive født med. Du/I kan også få mere information om mulighederne efter fødslen.
Du/I kan tale med en socialrådgiver i kommunen om, hvilken hjælp og støtte du/I kan få, når barnet er født.
Personalet kan sætte dig/jer i kontakt med andre forældre med børn, der har samme sygdom eller handicap, eller relevante organisationer, der kan tilbyde yderligere information.
Book tid til 1. trimesterskanning og blodprøve
Find mere information om tidsbestilling på det hospital, du er tilknyttet.
Herlev Hospital
Læs mere om tidsbestilling til 1. trimesterskanning og blodprøvetagning på www.herlevhospital.dk
Hillerød Hospital
Læs mere om tidsbestilling til 1. trimesterskanning og blodprøvetagning på www.nordsjaellandshospital.dk
Hvidovre Hospital
Læs mere om tidsbestilling til 1. trimesterskanning og blodprøvetagning på www.hvidovrehospital.dk
Rigshospitalet
Læs mere om tidsbestilling til 1. trimesterskanning og blodprøvetagning på www.rigshospitalet.dk
Få mere viden
På Sundhedsstyrelsens hjemmeside, www.sst.dk, kan du læse om diagnostik af fosteret og de undersøgelser, du kan blive tilbudt. Søg på ’Fosterdiagnostik’ og ’Gravid - undersøgelse af fostret’.
Du kan læse mere om skanninger i graviditeten generelt i Sundhedsstyrelsens pjece "Gravid, undersøgelser i graviditeten".