Gå til hovedindhold

Vyepti, behandling med

Vyepti er udviklet specifikt til forebyggelse af kronisk migræne.

Vyepti er udviklet specifikt til forebyggelse af kronisk migræne.

Virkningsmekanisme

Man har længe vidst at molekylet CGRP, som dannes i vores nervesystem, spiller en rolle i udviklingen af migræneanfald. Eptinezumab, som er det aktive stof i Vyepti, er et såkaldt monoklonalt antistof, som binder sig specifikt til CGRP. Dette forhindrer CGRP i at binde sig til sin receptor, og derved brydes transmissionen af signaler til hjernen. Dette kan nedsætte hyppigheden og styrken af migræneanfald.

Inden du starter behandling

For at blive sat i behandling med Vyepti skal du opfylde kriterierne for kronisk migræne. Dvs. du i 3 måneder skal have haft mindst 15 hovedpinedage per måned, hvoraf mindst de 8 dage skal være migræne.

Du skal fremvise udfyldt hovedpinekalender for den sidste måned inden opstart. Du skal angive dage med migræne, spændingshovedpine samt dage, hvor du har taget smertestillende medicin. Du må ikke have medicinoverforbrugshovedpine, dvs. at du de sidste 3 måneder ikke må have taget smertestillende i form af triptaner, kombinationspræparater eller morfika mere end 9 dage per måned eller almindelig smertestillende i mere end 14 dage per måned.

Sådan gives Vyepti

Du får medicinen ved dit besøg i Hovedpineklinikken. Vyepti indgives intravenøst. Det betyder, at du får medicinen gennem et lille plastikrør lagt i en blodåre. Medicinen indgives over cirka 30 minutter. Du vil få behandlingen under observation af en sygeplejerske samtidig med andre patienter, der får intravenøst medicin.

Bivirkninger

Der er beskrevet irritation af luftveje og træthed. Der kan i sjældne tilfælde forekomme allergiske reaktioner bl.a. visende sig ved åndedrætsbesvær, hurtig eller svag puls, blodtryksfald, hævelse af læber og tunge og kløe og udslæt på huden.

Oplever du andre bivirkninger, når du har fået Vyepti, er det vigtigt, at du informerer lægen eller sygeplejersken i Hovedpineklinikken. 

Forsigtighedsregler

Som kvinde er det vigtigt, at du benytter sikker prævention, så længe du er i behandling med Vyepti. Du skal vente mindst 5 måneder efter sidste behandling, før du forsøger at blive gravid.

Når du er i behandling med Vyepti

Du skal møde til medicinindgift hver 12. uge. Du vil blive ringet op cirka en uge før for at sikre, at du fortsat skal have medicinen. Hvis du bliver forhindret i at møde op den aftalte dag, vil vi normalt kunne finde en ny tid indenfor cirka 14 dage. Behandlingen stoppes, hvis der ikke er tilfredsstillende reduktion af hovedpinen efter 3 måneder.

Du skal føre hovedpinekalender under behandlingen. De første 6 måneder skal hovedpinekalenderen udfyldes dagligt. Herefter skal hovedpinekalenderen kun udfyldes ved hvert andet besøg (hver 6. måned). Dog skal der i perioder, hvor der pauseres med behandlingen, føres kalender både i den sidste måned af behandlingen og i pausen.

Min Sundhedsplatform

På www.minsundhedsplatform.dk kan du blandt andet følge med i din behandling, se kommende aftaler, melde afbud, se prøvesvar og udfylde spørgeskemaer. Hvis du har spørgsmål til din behandling, kan du også skrive direkte til os. Du kan også hente appen MinSP på din smartphone. Du logger på med MitID.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden