Hvad er Orfiril, Orfiril Long og Orfiril Retard?
Orfiril, Orfiril Long og Orfiril Retard er alle lægemidler, der anvendes til forebyggende behandling af forskellige former for epileptiske anfald.
Dosering
Behandling med Orfiril, Orfiril Long eller Orfiril Retard kan startes uden optrapning og tages almindeligvis 1-2 gange dagligt – gerne i forbindelse med et måltid.
Orfiril fås som:
- enterotabletter af 300 mg og 600 mg (må ikke knuses).
- Orfiril Retard/depottabletter af 300 mg (må ikke knuses).
- Orfiril Long/depotkapsler af 150 mg og 300 mg (kan åbnes – indholdet kan opslæmmes i vand).
- Orfiril Long/depotgranulat i en dosisbeholder af 500 mg og 1000 mg.
- mikstur af 60 mg/ml.
- injektionsvæske af 100 mg/ml.
Hvis behandlingen skal stoppes, vil din læge nedsætte din dosis gradvist. Du må ikke stoppe med at tage din medicin pludseligt, da du kan risikere at øge eller forværre dine anfald.
Bivirkninger
De mest almindelige bivirkninger ved behandling med Orfiril, Orfiril Long eller Orfiril Retard er øget eller nedsat appetit, vægtøgning eller vægttab, kvalme, opkastning, fordøjelsesbesvær, diarré, hovedpine, rysten i f.eks. hænderne, følelsesforstyrrelser, hårtab, hududslæt og allergiske hudreaktioner, menstruationsforstyrrelser og undertrykkelse af knoglemarvens funktion.
Anden medicin
Orfiril, Orfiril Long eller Orfiril Retard og anden epilepsimedicin kan påvirke hinandens virkning, når det gives samtidig, hvorfor din læge kan ændre på dosis under behandlingen.
Informer altid din læge om, hvilken medicin/naturmedicin du tager, da forskellige præparater kan påvirke hinanden.
Kan Orfiril, Orfiril Long og Orfiril Retard gives til gravide?
Orfiril, Orfiril Long og Orfiril Retard kan medføre misdannelser hos fosteret og må kun anvendes under visse forudsætninger. Kontakt din læge, hvis du bliver gravid eller planlægger at blive gravid under behandling med Orfiril, Orfiril Long eller Orfiril Retard.
Husk
Tal med din læge eller sygeplejerske, hvis du har spørgsmål til behandlingen, føler dig usikker eller får generende bivirkninger.
Følg altid den behandlingsvejledning, du har fået af lægen. Du må aldrig selv ændre doseringen af den medicin, du får.