Lisinopril anvendes som forebyggende medicin ved migræne.
Præparatet
Det er velkendt, at et medikament kan virke på mere end én sygdom. For eksempel virker Magnyl smertestillende samtidigt med, at det virker forebyggende mod blodpropper.
Lisinopril er udviklet til behandling af forhøjet blodtryk, men videnskabelige undersøgelser har vist, at det også kan have en forebyggende effekt på migræne. Når vi udskriver præparatet til dig, er det altså ikke for at sænke dit blodtryk, men for at behandle din migræne.
Virkningsmekanisme
Lisinopril virker muligvis forebyggende mod migræne ved at stabilisere blodkarrene, men man kender ikke den nøjagtige virkningsmekanisme.
Hvilken dosis skal man tage
Normalt starter man med at tage 10 mg en gang dagligt i en uge. Herefter 20 mg en gang dagligt. Ved manglende effekt efter 2 måneder trappes der ned til 10 mg dagligt i en uge, hvorefter der stoppes.
Bivirkninger
Lisinopril tolereres generelt godt. Præparatet nedsætter sjældent et normalt blodtryk. Hos patienter med lavt blodtryk kan der ses svimmelhed, når man rejser sig. Desuden kan der forekomme tør hoste, opkastning, diarré, hovedpine og nyrepåvirkning. NSAID-præparater (midler mod gigt og smerter) kan nedsætte virkningen af lisinopril og samtidig øge risikoen for nyrepåvirkning.
Recepter
Recepter er elektroniske, og medicin kan derfor afhentes på alle apotekter i landet. Ofest kan der afhentes medicin flere gange på hver recept. Bed eventuelt apoteket om en udskrift af, hvilket recepter du har, og hvor mange udleveringer, der er på dem. Du kan også se dine recepter under "medicinkortet", når du logger på sundhed.dk.
Apoteket udleverer altid det billigste præparat til dig. Derfor kan den ordinerede medicin ændre navn og udseende, men indholdsstoffet og virkningen vil være den samme.