Baggrund for 'Food & Fertility'
Patienter i fertilitetsbehandling er ofte opsøgende og vil gerne vide, om der er noget de selv kan gøre i forhold til livsstil og kost, der kan øge deres chance for at opnå en graviditet. Derfor hører man jævnligt spørgsmålet "Kan jeg spise eller drikke noget bestemt, der øger sandsynligheden for en graviditet?". Spørgsmålet er imidlertid svært for sundhedspersonalet at svare på, fordi forskning i sammenhæng mellem kost og fertilitet er begrænset.
Du kan være med til at bidrage med vigtig viden om kost og fertilitet, der kan bruges til forebyggelse og forbedring af den eksisterende fertilitetsbehandling.
Forskning med fokus på forebyggelse
Hvor der oftest forskes i nye behandlingsmetoder eller optimering af eksisterende behandlinger inden for fertilitet og reproduktion, har forskningsprojektet Food & Fertility et mere forebyggende fokus. Vi ved, at bl.a. D-vitamin har en positiv betydning for fertiliteten – men vi mangler viden om, hvad andre vitaminer, mineraler og den samlede kostsammensætning betyder. Food & Fertility ønsker at bidrage med viden inden for dette område. Målet er, at vi på baggrund at projektets resultater bliver i stand til give konkrete kostanbefalinger, der muligvis kan afkorte tiden tilbragt i fertilitetsbehandling og generelt forebygge en lang række fertilitetsbehandlinger.
Vi har brug for dig, der er i fertilitetsbehandling
Du inviteres til at deltage i projektet sammen med 4000 andre kvinder og mænd, der gennemgår fertilitetsbehandling på Fertilitetsklinikkerne på Aalborg Universitetshospital, Herlev og Gentofte Hospital, Odense Universitetshospital, Regionshospitalerne i Horsens og Skive, Copenhagen Fertility Center, Klinik Bay-Gynækologi og Fertilitet samt Maigaard Fertilitetsklinik i Århus. Din deltagelse kræver, at du udfylder et kostspørgeskema i løbet af din fertilitetsbehandling, der omhandler din kost over de seneste 3 måneder.
Hvis du er i behandling på en af de nævnte fertilitetsklinikker, kan personalet fortælle mere om projektet og sørge for, at du kan blive en del af forskningsprojektet.
Når du deltager, bidrager du med:
- Viden – om sammenhængen mellem kost og sandsynlighed for graviditet og fødsel
- Anbefalinger – til sammensætning af kost, der kan være med til at forebygge fertilitetsbehandling
- Resultater – der vil være til gavn for både kvinder, mænd og sundhedspersonale
Indsamling af data til 'Food & Fertility'
Projektet er et såkaldt multicenter prospektivt kohortestudie, hvor vi over tid følger personer i fertilitetsbehandling for at undersøge kostens betydning i forhold til sandsynlighed for at opnå graviditet og fødsel. I dette projekt vil vi sammenholde kostdata, journaldata og registerdata. Kostdata indsamles ved hjælp at et anerkendt kostspørgeskema, der netop kan give omfattende viden om kostindtag og kostsammensætning.
Kostspørgeskemaet sendes til dig via Digital Post / e-Boks, og det tager ca. 30- 40 min. at besvare. Dine svar vil være anonyme.
Projektets resultater
Projektet løber over en 3-årig periode, og resultaterne vil blive offentliggjort løbende.
Oplysninger om økonomi
Projektet støttes af Beckett
Fonden, Fonden til Lægevidenskabens Fremme, Frimodt-Heineke Fonden, Gedeon
Richter, Grosserer L. F. Foghts Fond, Helsefonden, Herlev og Gentofte Hospital,
Merck, Oda og Hans Svenningsens Fond, Region Nordjyllands Forskningsfond og
Region Hovedstadens Forskningsfond.