Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

To nye professorater til overlæge og biolog på Herlev Hospital

Inge Marie Svane og Per thor Stratens udnævnelser er resultatet af mange års højt kvalificeret forskning

Det er intet mindre end et kæmpe løft både for hospitalet og den eksperimentelle kræftforskning, at to nye professorater er tildelt lederne for forskningsenheden under Medicinsk hæmatologisk afdeling L, CCIT (Center for Cancer Immunterapi). Centeret er oprettet i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse.

Overlæge og forskningsrådsformand Inge Marie Svane og seniorforsker og biolog Per thor Straten er de to nye skud på Herlevs professorstamme.

Inge Marie Svane skal som professor i samarbejde med både hospital og Købehavns Universitet intensivere sin forskning i cancer immunterapi. Her ud over forpligter hun sig til en række funktioner på universitet som undervisning, bedømmelser af ph.d. afhandlinger og doktorafhandlinger, vejledning af yngre forskere samt til at informere bredt om sin forskning. Hun fortsætter i sin overlægestilling, som er delt mellem Medicinsk hæmatologisk afdeling L og Onkologisk afdeling R.

Per thor Straten er biolog og seniorforsker. Som professor skal han især forske i translationel cancer immunologi. Han har samme forpligtelser over for universitet og offentlighed som Inge Marie Svane.

- De to professorudnævnelser har baggrund i det betydelige forskningsarbejde, som de to har udført gennem årene og ikke mindst etableringen af forskningsenheden CCIT under Medicinsk hæmatologisk afdeling L, siger afdelingens ledende overlæge, Bjarne Anker Jensen.

- Selv om enheden kun har fungeret siden 2006 har centeret placeret sig som ledende på immunterpi-forskningen her i landet. Internationalt er det stærkt på vej til at markere sig meget positivt. De forskningsplaner, som de nyudnævnte professorer har fremlagt er imponerende, siger Bjarne Anker Jensen.

De to nye professorater er også et resultat af en meget bevidst satsning fra Direktionen for Herlev Hospitals side. Her arbejder man konstant på at styrke hospitalets forskningsprofil. Alt tyder i øvrigt på, at der i den nærmeste fremtid er yderligere professorater på vej til Herlev.


Redaktør
Lars Normann
E-mail: GzNNcHap@ewB.regionh.dk