Winnie Seidelin får 15.000 kroner til at finansiere studietur til udlandet. En ekstraordinær initiativpris på 10.000 kroner gik til sygeplejerske Lotte Johnsen
”Winnie sætter Herlev på ernæringskortet internt, regionalt og ude i verden” skrev køkkenchef Michael Allerup i sin indstilling til Herlev Hospitals første uddeling af den nyindstiftede pris ”Sygeplejeprisen” på 15.000 kroner.
Det er hospitalets Direktion, der, som et led i synliggørelsen og profileringen af sygeplejen på Herlev, har indstiftet prisen. Den blev uddelt for første gang den 21. april på hospitalets årlige Sygeplejesymposium. Prisen gives til én blandt plejepersonalet, der har gjort en forskel for at fremme patientforløb i særklasse og har sikret forskning, uddannelse og kompetenceudvikling som kernefunktioner.
Winnie Seidelin har et stort medansvar for udvikling af ernæringsrigtig hospitalsmad både lokalt og regionalt. I over 11 år har hun som sygeplejerske på Herlev arbejdet med at gøre ernæringen til en del af behandlingen for småtspisende patienter. Hun er medlem af hospitalets ernæringsråd, medlem af Region Hovedstadens Ernæringskomite, har publiceret artikel i Clinical Nutrician og er oplægsholder på sygeplejerskernes verdenskongres ICN i Sydafrika 2009.
- Det er meget spændende at arbejde med ernæring, fordi det både er banalt og komplekst på samme tid, siger den glade vinder af prisen. Pengene vil Winnie Seidelin bruge til at deltage i et par internationale kongresser, som hun ellers ikke kunne få finansieret.
Direktionen på Herlev Hospital var så imponerede over ansøgerfeltets kvalifikationer, at de oprettede en ekstra pris ”Initiativprisen” på 10.000 kroner, som gik til sygeplejerske Lotte Johnsen for hendes arbejde med at udvikle en ny uddannelse for brystkirurgiske sygeplejersker.