Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Herlev Hospital sætter ind mod fedme

’Fedmeprofessor’ Arne Astrup bliver ansat i hospitalets forskningsenhed for ernæring, EFFECT.

Den ambitiøse forskningsenhed EFFECT på Herlev Hospital ansætter én af verdens førende ernæringsforskere. Professor, dr.med. Arne Astrup tilknyttes pr. 1. november som forskningsrådgivende overlæge, og vil således styrke forskningsenhedens arbejde med at dokumentere mad og ernærings betydning for patienters behandlingsforløb.

Det er forskningschef Christian Bitz, der står i spidsen for EFFECT, og han udtaler:

- Vi har en fantastisk god forskningsgruppe, der er dynamisk og nytænkende. Vi har det sidste 1,5 år arbejdet målrettet med forsknings- og udviklingsprojekter til gavn for forskellige patientgrupper, og jeg er super stolt over, at vi kan ansætte én af verdens førende ernæringsforskere, der giver hele gruppen et kæmpe løft af viden og erfaring.

- Vi vil levere forskningsresultater på allerhøjeste videnskabelige niveau, der kan implementeres verden over og dermed forbedre patienters behandlingsforløb.

Sundere kost, motion og vægttab virker ikke på type 2 diabetikere

Professor Arne Astrup er nummer fem på amerikanske Thomson Reuter rangliste over mest produktive forskere i overvægt og fedme, og han har netop vundet to internationale priser for sit bidrag til ernæringsforskningen.

’Fedmeprofessoren’ er en ivrig debattør i medierne, foredragsholder og forfatter til flere bøger om vægttab, mad og sundhed. Arne Astrup udtaler:

- Verdens største studie, der gennem mere end ti år har testet betydningen af intensivt vægttab og fysisk træning hos overvægtige med type 2 diabetes, er netop blevet stoppet i utide af det amerikanske ”National Institute of Health”, som fortæller, at trods flotte vægttab og øgning i konditallet nedsatte livsstilsændringen ikke forekomsten af blodpropper i forhold til en kontrolgruppe.

- Dette studie understreger vigtigheden af, at vi sætter tidligere ind, nemlig før de udvikler diabetes og andre følgetilstande af dårlig kost og overvægt.

De voksende overvægtsproblemer hos hospitalspatienter er også en særlig udfordring til diagnostik, narkose, operationer, hvor der ofte opstår komplikationer, og vi ser længerevarende indlæggelser blandt overvægtige.

Forskningsenheden vil undersøge muligheder for at forebygge disse problemer med vægtbehandling.

Overvægt skal ’bekæmpes’ med velsmag

På Herlev Hospital planlægges det at iværksætte en række projekter i forbindelse med overvægt. I begyndelsen med fokus på overvægtige gravide, hvor rette kost kan forebygge, at den gravide udvikler svangerskabsdiabetes og – forgiftning. Arne Astrup fortsætter:

- Vi mener at have muligheden for at sikre ikke alene moderens helbred, men også en optimal kost, som sikrer det kommende barn en lav risiko for selv at blive overvægtig, og udvikle allergier senere i livet.

- Et kommende projekt, hvor vi udnytter Herlevs ekspertise til at ’bekæmpe overvægt med velsmag’ gennem superlækker Nordisk kost, vil forsøge at dokumentere disse virkninger og sætte tal på, hvad der kan opnås.

Yderligere oplysninger
Christian Bitz: mail@christianbitz.com
Arne Astrup: ast@life.ku.dk

Redaktør
Christina Essemann-Beck
Email:jjNk5aCO1.5qSVQSQ7-OgQQ@iPSHzdG.dk