Herlev Hospital igangsætter nu sammen med en række samarbejdspartnere udviklingen af dansk-svenske højkompetence-centre for reproduktion
Med en tildeling på syv millioner EU-kroner og et samlet budget på 14 millioner kroner starter et banebrydende arbejde, som skal overbevise politikerne om, at der bør etableres dansk-svenske højkompetence-centre inden for reproduktion. 15 procent af befolkningen i den relevante aldersgruppe har problemer med fertiliteten.
En dansk og en svensk professor - Jens Sønksen, Urologisk Afdeling på Herlev Hospital og Aleksander Giwercman fra Universitetssygehuset i Malmø - er idémændene bag projektet. De vil forene de dygtigste kliniske og forskningsmæssige kræfter på begge sider af Øresund. Formålet er at starte forebyggende arbejde og en bedre uddannelse af forskellige personale-grupper inden for reproduktionsområdet, så patienter på begge sider af Öresund får adgang til samme højkvalitetsbehandling. For de mere specialiserede diagnosetyper inden for området vil man desuden samle kræfterne for at tilbyde danskere og svenskere den ypperste reproduktions-behandling af samme superenhed i forskellige centre, placeret dér hvor ekspertisen findes.
- Alle par i Øresundsregionen med fertilitetsproblemer har ret til samme adgang til topkvalitetsdiagnoser og -behandling. Et forenet dansk-svensk samarbejde i højkompetence-centre udvider mulighederne for langt sikrere diagnoser og en meget bedre behandling, siger professor Jens Sønksen.
Han tilføjer, at ud over et stort løft i kvaliteten af behandlingen, er der også interessante økonomiske fordele ved at samle behandlingen på en række centre i et transnationalt samarbejde på tværs af Øresund.
Det er EU’s Interreg IV A Öresund-Kattegat-Skagerrak-program, der fra deres pengetank har muliggjort projektet, som Øresundsuniversitetet er med til at administrere. Som nævnt lægges der syv millioner på bordet. De involverede hospitaler og andre samarbejdspartnere bidrager med at betale lønningerne til de læger, forskere og andet personale, som skal bære det daglige arbejde igennem.