Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Brystkirurgisk afdeling vandt den nye kvalitetspris

De fik Region Hovedstadens nye pris på 100.000 kr. for en flot indsats, som hjælper kræftpatienter gennem et svært forløb.

De store smil var fremme, da Brystkirurgisk afdeling F på Herlev Hospital tirsdag fik overrakt Region Hovedstadens nye Kvalitetspris af regionsrådsformand Vibeke Storm Rasmussen (S). Afdelingen har særligt arbejdet med at optimere kræftpatienternes forløb gennem sundhedsvæsenet.

Projektansvarlig overlæge Mette Okholm fra Brystkirurgisk afdeling siger om det prisvindende projekt:

- Kommunikation kan være en svær disciplin, derfor har vi med vores projekt valgt at sætte fokus på samarbejdet mellem de forskellige faggrupper, som indgår i et godt og sammenhængende behandlingsforløb omkring patienter med brystkræft. På vores afdeling har vi altid været optaget af at give patienten en god og tryg behandling, men gennem projektet har vi nu nedfældet på tryk, hvordan vi hver gang kan sikre det allerbedste samspil mellem faggrupperne og med patienten.

Hemmeligheden bag succesen på Brystkirurgisk afdeling ligger i at inddrage både egne medarbejdere, men også eksterne partnere i patientens forløb med de samme faste rutiner. Det gør, at det sundhedsfaglige personale kan arbejde mere effektivt, mens patienten oplever en tryghed ved at være helt sikker på, hvad der nu skal ske gennem ensartet information fra personalet.

Samtidig bliver der arbejdet videre på afdelingen med at udvikle et system, som fortsat kan være med til at forbedre forløbet for patienterne. Det kommer blandt andet til at ske gennem en større brugerinddragelse af patienterne, hvor patienten får sin egen kontakt-læge eller -sygeplejerske hele vejen gennem forløbet.

I alt 33 projekter havde sendt en ansøgning ind. Samtlige 33 projekter kunne tirsdag ved prisuddelingen opleves ved selvsyn på Hvidovre Hospital ved hjælp af en stor posterudstilling. Og her vil udstillingen stå endnu et par uger til glæde for fagfolk, patienter og andre nysgerrige sjæle. Derefter tager udstillingen på turné til en række af Region Hovedstadens hospitaler, så endnu flere kan få glæde af de mange projekter – og den inspiration, de kan give.


Redaktør
Lars Normann
Email:GzNNcHap@ewB.regionh.dk