Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Ambulancerne er snart rullende hospitalsstuer

PC, webcam og GPS i ambulancerne vil fra 1. september føre til hurtigere behandling af patienterne.

Livstruende tilfælde kan håndteres endnu bedre
- Jo mere livstruende og alvorlige sygdomstilfælde, jo større kvalitetsforbedring vil patienten opleve. Så kontant vurderer Jan Nørtved, overlæge i Region Hovedstadens akut enhed, forskellen på dagens ambulancer og de nye, der som led i regionens nye akutberedskab ruller ud på vejene i efteråret. Det skyldes mere avanceret teknik og mere sundhedsfagligt personale.

Behandlingen starter i ambulancen
- Fremover vil den avancerede behandling af patienten kunne ske allerede i ambulancen. Ambulance-personalet kan nemlig få elektronisk vejledning af speciallæger, der via en elektronisk ambulancejournal på en PC i ambulancen kan følge med i patien-tens tilstand. Hvis der er behov for det, kan en akutlæge køre ambulancen i møde og deltage i behandlingen – for eksempel i forbindelse med alvorlig hjertesygdom.

Direkte kontakt til specialister via web-cam
- Samtidig vil alle ambulancer være udstyret med webkameraer. Det er især vigtigt ved alvorlige tilstande som fx mistanke om en blodprop i hjernen. Ansigtslammelse er et centralt symptom, men det kan være svært at vurdere. Med webkameraet vil ambulancepersonalet kunne bede om en ekspertvurdering fra vagtcentralen eller det hospital som de er på vej til, forklarer Jan Nørtved. Det gør det også muligt allerede i ambulancen at vurdere, om der er behov for at køre til et mere specialiseret hospital, så patienten kommer det rigtige sted hen første gang.

GPS styrer ambulancen udenom forhindringer
Endelig vil alle regionens ambulancer fremover være udstyret med GPS, der dirigerer chaufføren den hurtigste vej og udenom eventuelt vejarbejde eller lignende på vej til patienten eller hospitalet.

Samlet overblik sikrer hurtigere udrykninger
Brugen af GPS er dog mest nyskabende, når det kommer til kommunikationen med den nye fælles vagtcentral, der fremover skal dirigere udrykningskøretøjerne:

For første gang løbende overblik over alle regionens ambulancer
- I dag har hver ambulanceoperatør sin egen vagtcentral, og selvom Falcks også bruger GPS, kan deres vagtcentral kun se Falcks ambulancer. Derfor er vagtcentralen nødt til at sende nærmeste Falck-ambulance, der måske er 9 minutter væk, selvom København Brandvæsen har en ambulance meget nærmere på patienten, forklarer Jan Nørtved.

Automatisk forslag til optimal ambulance-dækning
- Den nye fælles vagtcentral vil på en storskærm løbende kunne følge alle ambulancerne i vores geografiske område. Hvis der bliver behov for flere ambulancer til ét sted, vil en helt ny form for elektronisk overvågningssystem foreslå, hvordan de resterende ambulancer bør fordeles geografisk for at dække resten af regionen. På samme måde vil systemet anbefale at holde ambulancer nær de store indfaldsveje i myldretiden, og nær villakvarterer i weekenden, hvor der statistisk set er størst brug for dem. Desuden vil vi via GPS også kunne se om Region Sjælland har ambulancer i nærheden. Dem vil vi også kunne bede om assistance fra, ligesom vi kan tilkalde ambulancer fra Sverige lige som hidtil, understreger Jan Nørtved.

Antallet af ambulancer er afstemt med senere års faktiske udrykninger
Han påpeger samtidig, at antallet af ambulancer i Region Hovedstaden fra 1. september er baseret på de senere års faktiske udrykninger, og at der dermed også er taget højde for særtilfælde med behov for særligt mange udrykninger i ét område.

Sundhedsfaglig på linjen, når borgere ringer 112
Som noget helt nyt, vil der være sygeplejersker eller andre sundhedsfaglige med på linjen, når borgerne ringer 112, og ikke kun politi- eller brandmænd som i dag.

- Statistisk set ringer man kun én gang til 112 i løbet af sit liv, så det bliver aldrig noget, man vænner sig til. Erfaringen og forståelsen hos Vagtcentralens sundhedsfaglige personale betyder, at borgeren er i de bedste hænder. De er simpelthen bedre til at stille de rigtige spørgsmål og fange de væsentligste oplysninger. Hvis der er brug for akut førstehjælp, vil personalet også kunne instruere opkalderen i det, siger Jan Nørtved.

Forbedret videndeling mellem ambulance, vagtcentral og hospital
- Samtidig vil det sundhedsfaglige personale være i løbende kontakt med ambulance-personalet for at vurdere patientens tilstand. Ambulancepersonalet taster via få simple menuer på computerens touch screen alt ind om patientens tilstand og deres håndtering af patienten. Det gør både videndelingen mellem ambulance, vagtcentral og hospital hurtigere og mere pålidelig end i dag.

Tredobling af antallet af ambulancer med paramedicinere
- Endelig er det sundhedsfaglige personale også bedre i stand til at vurdere hastegraden og dermed hvilken assistance, der er brug for. Udover almindelige ambulancer vil vagtcentralen nemlig også råde over akutlægebiler, der tilkaldes i tilfælde af behov for lægehjælp på stedet. Samtidig tredobler vi antallet af paramedicinere i ambulancetjenesten. En paramediciner er en ekstra-uddannet ambulanceredder med flere års erfaring, som vil kunne begynde mere avanceret behandling af eksempelvis hjertepatienter på stedet eller i ambulancen, slutter Jan Nørtved.


Redaktør
Lars Normann
Email:GzNNcHap@ewB.regionh.dk