Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Ny vicedirektør ansat på Herlev Hospital

Michael Freitag, verksamhetchef, Intern Medicin, Helsingborg lasarett, vender hjem efter 24 år i Sverige

Et enigt ansættelsesudvalg med hospitalsdirektør Helge Kjersem i spidsen har indstillet den 51-årige Michael Freitag, verksamhetschef, Intern Medicin, Helsingborgs lasarett, til den ledige stilling som vicedirektør ved Herlev Hospital. Han tiltræder stillingen per 1. februar 2009.

Ledende overlæge Knud Skagen har siden vicedirektør Morten Christy sygdom og tragiske død været konstitueret i stillingen. Der indkom i alt 30 ansøgninger.

Michael Freitag er uddannet speciallæge i intern medicin og kardiologi. Han er født og opvokset i Danmark. Efter færdiggørelsen af lægestudiet i 1983 flyttede han til Sverige og har boet der siden.

Michael Freitag startede sin erhvervskarriere inden for psykiatrien og som praktiserende læge, indtil han tog sin specialistuddannelse i intern medicin.

Siden 2005 har Michael Freitag arbejdet som verksamhetschef ved Intern Medicin på Helsingborgs lasarett.

Før dette var han verksamhetschef på Sahlgrenska Universitetssjukhus og Ängelholms sjukhus og har derudover arbejdet som speciallæge/overlæge på Karlskrona lasarett. Michael Freitag har taget flere lederuddannelser, bl.a. et 4-ugers kursus på Handelshøjskolen i Stockholm.

Michael Freitag karakteriseres som en engageret person og som leder samarbejdsorienteret med et personligt engagement i forhold til såvel organisationens mål og opgaver som til medarbejdernes trivsel. I det daglige samarbejde vurderes han som åben og direkte, og en leder der lægger vægt på sparring og dialog med omgivelserne.

Ansættelsesudvalget er sikker på, at Michael Freitag kan komplettere Direktionen på Herlev Hospital på en fin måde.


Redaktør
Lars Norman
Email GzNNcHap@ewB.regionh.dk