Ny metode til at forudse hvem der bliver ramt af apopleksi udviklet af Herlev-forskere
Læge Jacob Freiberg og professor Børge Nordestgaard fra Herlev Hospital og Københavns Universitet har i samarbejde med to andre danske forskere fundet en ny metode til at forudse hvilke raske mennesker, der har forhøjet risiko for at blive ramt af apopleksi.
Opdagelsen har store forebyggende perspektiver, fordi 10.000 - 12.000 danskere årligt rammes af apopleksi og 20 procent af disse dør inden for en måned. Kan man identificere personerne i højrisikogruppen, er der nye muligheder for forebyggende behandling.
Deres forskning bliver i dag offentliggjort i et af verdens mest respekterede lægevidenskabelige tidsskrifter, det amerikanske ”JAMA eller Journal of the American Medical Association”, som læses af læger over hele kloden.
Det drejer sig om almindeligt fedt i blodet, såkaldt ”ikke fastende triglycerider”, som vi alle har i blodet. Personer med et forhøjet niveau på 5 mmol/L eller højere har en 3-4 gange forhøjet risiko for at blive ramt af apopleksi end personer med et normalt niveau under 1 mmol/L. Forskningen er baseret på Østerbroundersøgelsen, hvor 14.000 raske personer fik målt blodfedt i 1976-78 og derefter løbende er blevet fulgt i 31 år.
At der er tale om helt ny viden understreges af den kendsgerning, at triglycerider slet ikke figurerer i de meget detaljerede amerikanske og europæiske retningslinier, som beskriver forebyggelse og behandling af apopleksi.
Professor Børge Nordestgaard fortæller om de forebyggende perspektiver:
- ”Diagnosticering af forhøjede ikke fastende triglycerider åbner en ny mulighed for forebyggelse af måske 1000 vis af tilfælde med apopleksi hos personer i denne højrisikogruppe”.