Jordemoderforeningen er stadig i konflikt, men fra midnat den 30. april vil alle jordemødre på Herlev Hospital blive taget ud af konflikten, og de vil begynde at arbejde normalt.
Årsagerne til beslutningen er blandt andet, at jordemoderkonsultationerne skal opretholdes som normalt, hvilket ikke har kunnet lade sig gøre inden for de timer, som nødberedskabet dikterede. Samtidig har det allerede tre gange været nødvendigt at udvide beredskabet på grund af travlhed på Herlev Hospital.
For de gravide vil de praktiske konsekvenser være, at alle gravide fra i morgen skal komme til de planlagte tider i konsultationerne i Ballerup og på Herlev Hospital. De gravide, som har fået aflyst tider i konsultationen, får brev med en ny tid til jordemoderundersøgelser fra sekretærerne.
Da sygeplejerskerne stadig strejker på Herlev Hospital, vil der fortsat være kvinder, som vil gå hjem efter 4-6 timer efter fødslen, såfremt de har haft en normal graviditet og fødsel.
Hvis der er nogle problemer før, under eller efter fødslen, bliver man indlagt på barselgangen.
Jordemødrene vil altid vurdere behovet for, om en kvinde skal forblive indlagt efter fødslen, ud fra hvilke komplikationer der eventuelt er opstået i forløbet.
Undervisningen på forældreaftenerne bliver først genoptaget når sygeplejerskerne er ude af strejken.