Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

De knækkede kejsersnit-kurven

Overlæge Morten Lebech og jordemoder Benthe Dandernell fra Herlev Hospital modtog pris fra fonden ”En god start i livet”

Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen overrakte ikke som planlagt i eftermiddags en fornem pris på 40.000 kroner til overlæge Morten Lebech og jordemoder Benthe Dandernell fra Fødselsafdelingen på Herlev Hospital.

Kalenderen kom i vejen, og i stedet trådte med kort varsel sundhedsordfører Vivi Kier (K) til og holdt en meget personlig tale og overrakte prisen.

De to fik prisen, fordi de har udført et enestående arbejde, hvor de gennem samtaler og aftaler om fødselshjælp har formindsket antallet af kejsersnit betydeligt på hospitalet.

Antallet af kejsersnit, som skyldes gravide kvinders angst for at føde normalt og derfor ønsker kejsersnit uden lægelig begrundelse, er ellers stigende i Danmark, men projektet på Herlev Hospital viser, at denne udvikling kan vendes. Cirka 21 procent af alle fødsler foregår i dag ved kejsersnit. Projektet ”Fødselsaftaler” har kørt fra 2005 – 2007 og er siden blevet indført som fast procedure på fødselsafdelingen på Herlev Hospital.

Vivi Kier gav blandt andet prismodtagerne disse ord med på vejen:

- Ikke bare som sundhedsordfører, men også helt personligt, er jeg meget optaget af barnets liv i alle faser. Også i mors mave. Jeg er selv mor til to. Den første blev født ved planlagt kejsersnit, og den næste var jeg så heldig at kunne føde selv. Begge mine fødsler var stærkt præget af forventningens glæde, og sådan bør det være.

- Men for nogle er forventningerne blandet med frygt for fødslen. De ser kejsersnittet som eneste mulighed. De er præget af angst, og det kan smitte af på forholdet til sundhedspersonalet, der skal hjælpe moderen og det lille barn. Vi ved, at kejsersnit kan være forbundet med risiko for infektioner og andre alvorlige komplikationer.

- Der er altså god grund til, at vi forsøger at begrænse antallet af kejsersnit, der foretages uden medicinsk indikation. Derfor er jeg glad for at kunne overrække prisen til Morten Lebech og Benthe Dandernell. De har gjort en helt særlig indsats for at skabe tryghed for de gravide, der på grund af fødselsangst vil have kejsersnit. De har taget udgangspunkt i den grundlæggende respekt for den enkelte gravides bekymringer, sluttede Vivi Kier og overrakte prisen på 40.000 kroner.


Redaktør
Lars Normann
Email GzNNcHap@ewB.regionh.dk