Akut syge og tilskadekomne patienter skal sikres effektive og forbedrede patientforløb. Derfor fusionerer hospitalets Skadestue, Akut Modtageafdeling og Observations-afsnit.
Den 1. februar opruster Herlev Hospital modtagelsen og behandlingen af akut syge og tilskadekomne patienter, der døgnet rundt indlægges på hospitalet. Skadestuen og Akut Modtageafdeling (AMA) samt deres observationsafsnit lægges sammen som følge af Hospitalsplanen og målet er ambitiøst:
Alle akutte patienter skal sikres optimal behandling, uanset om de ankommer klokken tre om eftermiddagen eller klokken tre om natten. Samarbejdet mellem faggrupper og tidligere adskilte enheder styrkes. Der etableres en gruppe fastansatte læger - inklusiv specialister, og de fysiske rammer udvides.
Samtidig betyder den nye struktur en lettelse for både patienter og de praktiserende læger, fordi alle akutte patienter - i modsætning til før - i næsten alle tilfælde skal ind på hospitalet af én dør. Det er en stor lettelse for både patienterne og de praktiserende henvisende læger samt Falck.
Den nye afdeling får foreløbig navnet ”Fælles akut modtagelsen”. Skadestuen er en del af den nye afdeling.
- Ved at samle akutområdet til enhed får vi en utrolig fleksibilitet, og vi kan planlægge akutte patientforløb som helheder i modsætning til før, hvor forløbet var splittet op. Nu kommer patienten ind ét sted, og vi kan starte en behandling langt hurtigere med den nye bemanding, siger den konstituerede ledende overlæge Inger Søndergaard.
- Vi bliver også hurtigere til at tilrettelægge borgernes forløb og kan derfor efter kort tid informere både patient og familie. Vores resurser bliver også langt bedre udnyttet i de nye patientforløb.
- Før havde vi et skadestueforløb på op til måske syv timer. Derefter ved indlæggelse et AMA-forløb på nogle timer og til sidst et forløb på X antal dage på en afdeling. Nu bliver det en meget rutineret sygeplejerske eller en læge, som kaster det første blik på patienten. Og i de tilfælde, hvor det er nødvendigt, behandles patienten direkte i Fælles akut modtagelsen, siger Inger Søndergaard.
Akutenheden vil i løbet af et år have omkring godt 150 medarbejdere fordelt på alle hospitalets læge- og plejefaggrupper.
- Det er en stærk satsning på akutområdet, også fordi Fælles akut modtagelsen får sin egen ledelse, og dermed er ansvaret for kvaliteten forankret bedst muligt, siger Inger Søndergaard.