Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Funktionsbeskrivelse

Funktionsbeskrivelse for uddannelsesansvarlige overlæger ansat ved amtssygehusene i Københavns Amt.
 

Definition

Den uddannelsesansvarlige overlæge, som udover sin funktion som overlæge og specialist på afdelingen, tildeles opgaver, ansvar og kompetence i forhold til lægers kliniske videreuddannelse på afdelingen.

For at bevare den kliniske tilknytning, findes det ikke hensigtsmæssigt at tidsforbruget til funktionen som uddannelsesansvarlig overlæge overstiger halvdelen af dennes arbejdstid.

Overordnede mål

Den uddannelsesansvarlige overlæge er overfor afdelingsledelsen ansvarlig for, jf. funktionsbeskrivelsen, opfyldelse af de overordnede mål der på uddannelsesområdet fastsættes af afdelingen, sygehuset, Sundhedsforvaltningen, Psykiatri- og Socialforvaltningen samt Sundhedsstyrelsen.

Kvalifikationskrav

  • Formel pædagogisk uddannelse (medicinsk pædagogik, vejlederkurser, uddannelsesplanlægning) gennemført eller planlagt til erhvervelse indenfor max 2 år.
  • Erfaring i klinisk vejledning.
  • Erfaring i formidling/undervisningsvirksomhed indenfor voksenundervisning
  • §14 kvalificeret i specialet

Opgaver

Den uddannelsesansvarlige overlæge skal, sammen med afdelingsledelsen, udvikle og fastholde en afdelingsstruktur, der prioriterer undervisning og uddannelse på afdelingen og betragter dette som en naturlig og nødvendig forudsætning for en kvalificeret faglig udvikling af personalet, og dermed af patientbehandlingen.

Herudover har den uddannelsesansvarlige overlæge specifikke opgaver i relation til følgende:

Ansættelse og introduktion

- Medvirke ved annoncering og besættelse af uddannelsesstillinger på afdelingen

- Medvirke ved udarbejdelse, implementering, evaluering og justering af introduktionsprogrammer til afdelingen generelt.

- Sikre at individuelt relevant introduktionsprogram og -materiale udarbejdes og formidles til den nyansatte.

Uddannelsesprogrammer

- Med udgangspunkt i målbeskrivelsen udarbejdes specifikke uddannelsesprogrammer.

- Sikre implementering, evaluering og justering af afdelingens uddannelsesprogrammer.

- Sikre kendskabet til, og efterlevelsen af, uddannelsesprogrammer.

- Sikre udarbejdede individuelle uddannelsesplaner hos de uddannelsessøgende og de relevante nøglepersoner på afdelingen.

Klinisk vejledning

- Sikre at der for samtlige uddannelsessøgende foregår relevant og kvalificeret klinisk vejledning i det daglige arbejde, der sikrer den aftalte kompetenceudvikling.

- Medvirke ved udvælgelse af kliniske vejledere i afdelingen.

- Medvirke ved tildeling af kliniske vejledere til uddannelsessøgende læger.

- Sikre kompetencevurdering.

- Sikre supervision af de kliniske vejledere og øvrigt relevant personale i lægelige uddannelsesspørgsmål.

- Sikre at de kliniske vejledere deltager i relevante uddannelsesaktiviteter.

- Den uddannelsesansvarlige kan selv være vejleder, men skal hovedsagelig fungere superviserende i vanskelige vejledningssituationer.

Arbejdstilrettelæggelse

- Sikre at uddannelsesopgaverne gennemføres, mens afdelingsledelsen har ansvaret for arbejdstilrettelæggelsen.

- Sikre at tid til uddannelse og undervisning, herunder daglig supervision og klinisk vejledning, prioriteres og indgår i afdelingens daglige arbejdstilrettelæggelse på lige fod med afdelingens øvrige driftsmæssige forpligtigelser.

- Sikre at rutineprægede kliniske opgaver uden større uddannelsesværdi ikke i for stort omfang påhviler uddannelsessøgende læger.

Registrering og evaluering

- Sikre at der afholdes introduktions-, justerings- og evalueringssamtale med her enkelt uddannelssøgende læge.

- Sikre at evalueringsskemaer udfyldes, underskrives, videresendes og arkiveres efter gældende retningslinier fra afdelingen, sygehuset, Videreuddannelsesrådet og Sundhedsstyrelsen.

- Formidle information om videreuddannelsen til sygehusdirektionerne, afdelingsledelsen og de enkelte læger.

- Medvirke til kontinuerlig evaluering af uddannelsesfunktionen.

- Forestå den faglige håndtering af utilfredsstillende og afvigende uddannelsesforløb.

- Årligt i samarbejde med afdelingsledelsen udarbejde beretning til sygehusdirektionen/Psykiatri- og Socialforvaltningen samt Videreuddannelsesrådet om afdelingens uddannelsesvirksomhed. Herunder redegøre for de uddannelsessøgende egne evalueringer, revision af afdelingens uddannelsesprogrammer samt afdelingens konkrete planer og visioner på uddannelsesområdet.

- Rådgive og hjælpe i karriereplanlægning for uddannelsessøgende læger.

- Facilitere Videreuddannelsesrådets besøg ved dialogmøder m.h.p. udvikling af uddannelsesprogrammerne, opfølgning på inspektorrapporter og lignende.

Undervisning, udvikling og forskning

- Medvirke til at opmuntre og inspirere de uddannelsessøgende til deltagelse i undervisning-, forsknings- og udviklingsaktiviteter.

- Medvirke i formidlingen af interne og eksterne undervisningstilbud på afdelingen (møder, kurser, kongresser etc.).

- Iværksætte og anvende relevante uddannelsesaktiviteter for de uddannelsessøgende læger (F.eks. afdelingsundervisning, færdighedstræning, audit-møder, casepræsentation, læsegrupper).

- Medvirke til afprøvning og udvikling af relevante læringsmetoder.

Egenkompetenceudvikling

Den uddannelsesansvarlige overlæge forventes at ajourføre og vedligeholde sin viden og kompetence i takt med udvikling og ændring på uddannelses- og vejledningsområdet ved at deltage i relevante uddannelses-, forsknings- og udviklingsaktiviteter, herunder deltagelse i faglig/pædagogiske netværk.

Ressourcer og rammer

En forudsætning for arbejdet som uddannelsesansvarlig overlæge er at der afsættes tilstrækkeligt med tidsmæssige ressourcer hertil. Tidsforbruget vil bl.a. afhænge af de uddannelsessøgendes antal og uddannelsesmæssige charge, samt afdelingens karakter som helhed.

Herudover tilstræbes relevante og tidssvarende fysiske rammer og hjælpemidler (kontor- og mødefaciliteter, registrerings- og kommunikationsudstyr, sekretærbistand, bibliotek- og litteratursøgningmulighed etc.).

De tidsmæssige rammer tilpasses de konkrete opgaver i forhold til den generelle funktionsbeskrivelse og aftale med afdelingsledelsen og den enkelte uddannelsesansvarlige overlæge. På vedlagte bilag indføjes satsningsområder og aftalt tid til funktionen samt evt. afvigelser fra den generelle funktionsbeskrivelse konkretiseres og begrundes. Endvidere er der mulighed for at anføre særskilte ressourcer der stilles til rådighed i forhold til eksempelvis kursusaktivitet. i forbindelse med udfærdigelsen af de dialogbaserede aftaler drøftes opgaver og satsningsområder med afdelingsledelsen med henblik på eventuelle justeringer.

Klik her for Bilag til aftale for uddannelsesansvarlige overlæger ansat ved Amtssygehusene i Københavns Amt.