Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 


Tilbage til menuen

Forsker på Herlev Hospital

Ledelsen har sendt et klart signal

Patientrelateret forskning har topprioritet for læge og forsker Annika Berntsen

- Ledelsen af Herlev Hospital har i høj grad signaleret, at den satser på forskningen. Det er selvfølgelig meget positivt. Det betyder, at jeg konkret mærker, at min indsats værdsættes, og det er vigtigt.

Ordene er Annika Berntsens. Hun er læge og forsker og ansat på Onkologisk Afdeling. For kort tid siden afleverede hun en ph.d afhandling om dendritcellevaccinations behandling til patienter med nyrekræft efter tre et halvt års PhD forløb. Nu er hun tilbage i en fuldtidsstilling som kliniker, men fortsætter forskningsaktiviteten ved siden af det almindelige arbejde. Formålet er at forbedre eksperimentel behandling på området.

- Jeg mener, det er vigtigt, at hospitalet har fokus på forskning, som er relateret til den kliniske hverdag. Det er det særligt interessante, når vi er forskere i en hospitalssammenhæng, forklarer Annika Berntsen.

- Det unikke ved forskning på et hospital er, at det giver adgang til patientmateriale og dermed mulighed for at lave patientrelateret forskning. Når jeg særlig hæfter mig ved dette, er det fordi vores vigtigste opgave er, at forsøge at bidrage med viden som i sidste ende gavner patienterne.

- Muligheden for at lave patientrelateret forskning forudsætter, at hospitalets ledelse stiller de nødvendige faciliteter til rådighed. På Herlev Hospital er der opbygget en række laboratorier med gode faciliteter i tilknytning til en del af hospitalets afdelinger. Der foregår også samarbejde på tværs af de enkelte afdelinger.

- Men det er afsindigt dyrt at lave klinisk forskning, så det er en stor opgave for hospitalet at skaffe midlerne blandt andet til apparatur. Her må vi som stort set alle andre forskere i Danmark supplere med fondsmidler, som man må se i øjnene, at man skal bruge tid på at fremskaffe.

- Jeg ser gerne, at man yderligere styrker broen mellem forskning og det kliniske arbejde af hensyn til at optimere den patientrelaterede forskning. Konkret kunne man oprette et antal lægestillinger, hvor halvdelen af arbejdstiden foregår i klinikken og den anden halvdel går med forskning. For den kliniske hverdag for en læge er fyldt helt ud med patientarbejde. Kvalitetsforskning kræver tid, siger Annika Berntsen.

Redaktør
Jørgen Hvidsten
Email h.j7kThG9g@VVk.regionh.dk