Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Patientinformation

Information om Herlev Patienthotel 

Privatliv og selvbestemmelse
På patienthotellet har patienten mere privatliv og styrer selv sin dag. Patienten har selv ansvaret for at overholde tidspunkterne for måltider, ligesom det også er patientens eget ansvar at overholde aftaler til undersøgelse, behandling eller genoptræning på hospitalets afdelinger. Patienten bestemmer selv, hvornår han eller hun vil have besøg, og hvornår han eller hun vil være alene. Patienten har frihed til at forlade hotellet og hospitalets område. Patienten skal blot give besked i receptionen.

Tryghed
Patienthotellet er bemandet med erfarne sygeplejersker. Hvis patienten har spørgsmål eller brug for hjælp, kan han eller hun hele døgnet få kontakt til hotellets sygeplejerske i receptionen. Opstår der en akut situation, kan patienten benytte alarmsnoren ved sengen eller ved toilettet.

Receptionen
Patienthotellets reception er bemandet med sygeplejersker døgnet rundt. I receptionen bliver patienten indskrevet. Hvis patienten har besøg af pårørende, der skal overnatte på hotellet, aftaler de det i receptionen. Patienten kan altid henvende sig til sygeplejersken i receptionen, hvis han eller hun har brug for hjælp.

Måltider
Det er gratis for patienten at bo og spise på patienthotellet. Morgenmad, frokost og aftensmad bliver serveret fra en buffet.

Morgenmad 8.00 - 9.00
Frokost 11.45 - 12.45
Aftensmad 17.30 - 18.30

Besøg af pårørende
Der er fri besøgstid på patienthotellet indtil klokken 22.00. Pårørende kan købe spisebilletter til buffeten, så patienten og dennes besøgende kan spise sammen. Spisebilletterne koster 30 kr. stykket og købes i kiosken i hospitalets forhal. Pårørende (maks. to) kan overnatte hos patienten på værelset. Hvis en pårørende er indlagt sammen med patienten på hotellet, skal den pårørende ikke betale for mad og overnatning. Priser for pårørende fåes ved henvendelse til patienthotellet.

Hotelværelset
Værelset er indrettet med:

  • Sovesofa, som kan trækkes ud til en dobbeltseng på 160 x 202 cm
  • Lænestol med fodskammel
  • Sofabord
  • Skabsreol med TV, DVD og radio
  • Loftslampe og sengelampe
  • Trådløs internetadgang
Check ind
Når patienten er blevet henvist til patienthotellet, får patienten besked om, hvornår han eller hun skal checke ind. Patienten kan checke ind døgnet rundt. På afdelingen aftales, om patienten selv går til hotellet, eller om patienten har behov for at blive fulgt derhen. Patienten får udleveret en nøgle til værelset. Sygeplejersken i receptionen viser patienten værelset og informerer patienten om hotellets regler.


Check ud

Når patientens ophold på patienthotellet er slut, får patienten besked fra afdelingen om at checke ud. Patienten skal checke ud senest klokken 11.00 den pågældende dag. Når patienten har checket ud, kommer patienten tilbage til afdelingen og bliver udskrevet derfra. Hvis patienten har brug for transport hjem, sørger afdelingen for det.

Tøj
På patienthotellet bruger patienten sit eget tøj.

Nøgle
Patienten får udleveret en nøgle til værelset, når han eller hun checker ind. Nøglen tager patienten med sig på værelset. Nøglen skal afleveres i receptionen, hver gang patienten forlader hotellet.

Telefon
Patienten kan benytte sin mobiltelefon på patienthotellet. I nødstilfælde er det muligt at låne en telefon i receptionen.

Rygning
Patienten må ikke ryge på Patienthotellet, og hele etagen er røgfrit område. Patienten må ryge i de særskilte områder på hospitalet.

Vækning
Der findes et vækkeur på værelset. Patienten kan også bestille vækning i receptionen.

Toilet og bad
Patienten har sit eget toilet og badeværelse på gangen udenfor værelset.

Rengøring
Værelset samt toilet og bad bliver gjort rent hver dag.

Hotelmappe
På værelset ligger en hotelmappe, som indeholder informationer om hotellet og om de muligheder, patienten har for indkøb, ture og seværdigheder i Herlev.

Hjælpemidler
Hvis din patient har brug for hjælpemidler, skal afdelingen sørge for, at patienten får dem bragt til hotelværelset.

Fysioterapi
Hvis patienten skal have fysioterapi, er afdelingen ansvarlig for det. Fysioterapien kan evt. foregår på patienthotellet.




Redaktør
Regionhovedstaden
E-mail: