Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Knystoperation

Knystoperation - Mitchell's operation

Hvordan foregår bedøvelse og operation?

Den endelige bedøvelse aftales med narkoselægen, men som regel foregår operationen under fuld bedøvelse.

Bedøvelsen vil blive suppleret med lokal bedøvelse (blokade) ved fodleddet for at mindske smerterne efter operationen.

Ved operationen fjerner man knysten, forskyder storetåleddet udad og retter tåen op.

Leddet holdes på plads ved indsættelse af metalkramper eller en skrue.

Disse fjernes kun senere, hvis de irriterer huden.

Efter operation

Efter operationen vil der blive lagt en tyk forbinding af gaze, plaster og elastikbind omkring foden.

Før din udskrivelse vil du blive kørt til røntgenafdelingen, hvor der vil blive taget et kontrol røntgenbillede af din forfod.

Du vil blive udstyret med en hælsko – en sko hvor man kun støtter hælen for at opnå korrekt heling af knoglen.

Fysioterapeuten vil hjælpe dig med at lære at holde balancen.

Hælskoen skal bruges til trådene er fjernet 14 dage efter operationen.

Stokke og hælsko udlånes af hospitalet.

Forbindingen skal så vidt muligt holdes ren og tør, til trådene fjernes 14. dag efter operationen hos egen læge.

Hvis det bløder igennem forbindingen, eller forbindingen bliver våd, skal den yderste del af forbindingen skiftes, og dette skal foretages på ortopædkirurgisk ambulatorium/skadestuen.

Vær opmærksom på, at husdyr ikke kommer i nærheden af forbindingen, det vil øge risikoen for bakterier og dermed betændelse i såret.

Trådfjernelse

Tråde skal fjernes 14 dage efter operationen hos egen læge.

Hvad skal jeg være opmærksom på, når jeg kommer hjem?

Det er almindeligt, at det bløder en del fra såret, så du bør så vidt muligt holde foden hævet, når du sidder eller ligger de første dage efter operationen, og du bør gå så lidt som muligt.

Du må først tage brusebad efter ca. 14 dage, når trådene er fjernet og sårene tørre.

Smertestillende behandling efter operation

Efter en operation vil der være smerter varende fra et par døgn og op til en uge.

Vi anbefaler derfor, at du følger nedenstående smertebehandling i 5 dage:

  • Tablet Paracetamol (Pamol/Pinex/Panodil) á 500 mg, 2 tabletter 4 gange dagligt (Medicinen skal du selv købe)

  • Tablet Xefo á 8 mg, 1 tablet morgen og aften(Medicinen udleveres på afdelingen)

  •  Tablet Morfin á 10 mg, 1 tablet efter behov ved stærke smerter.


Hvad skal jeg gøre, hvis foden hæver og gør ondt?

De første to måneder er det normalt, at foden hæver lidt, når du er oppe. Når du sidder ned, bør du sidde med benet højt. Det er også en god idé at ligge med benet højt om natten.

For at mindske smerter og hævelse, kan du lægge ispose på foden.

Isposer købes på apoteket eller i sportsforretninger. Isposen kan også laves af en plasticpose med brun sæbe, som lægges i fryseren.

Læg et viskestykke omkring isposen, før den lægges på foden, ca. 20 minutter ad gangen.

Hvor meget må jeg røre mig?

Du skal ikke træne i at gå, men blot gå det, der er nødvendigt for dig.

Hælskoen skal benyttes i 14 dage, da det er vigtigt, at forfoden ikke belastes. Derefter anbefales sko med stiv sål.

Hvilke komplikationer kan opstå?

  •  Der er risiko for betændelse i såret (ca. 2%). Dette skal behandles med antibiotika.
  •  Der kan forekommende manglende heling af den forskudte knogle. Hvis dette er tilfældet, vil du evt. få tilbudt en ny operation.
  •  Der kan i nogle tilfælde atter opstå skævdannelser af storetåen efter længere tid.
  • Dyb årebetændelse (ca.1 ud af 200). Forebygges bedst ved at undgå strammende bandager om benet og vippe med foden, så der er cirkulation i benet.

Hvis der inden for det første døgn opstår:

Stærke smerter, kraftig blødning eller kraftig hævelse af foden, skal du kontakte vagthavende kirurg fra afdeling T (ortopædkirurgisk afdeling) på tlf.: 44 88 44 88 og bede om personsøger 852.

Hvis der efter det første døgn opstår:

Tiltagende smerter, rødme, varme og hævelse omkring såret, eller hvis du får feber over 38 grader, kan det være tegn på betændelse.

Kontakt da ortopædkirurgisk ambulatorium på tlf. 44 88 38 22.

Udenfor ambulatoriets åbningstid skal du henvende dig i skadestuen, Herlev Hospital, som har åbent til kl. 23.00.

Efter kl. 23.00 kan du kontakte skadestuen Gentofte eller Glostrup Hospital, som begge har døgnåbent.

Hvornår kan jeg genoptage mit arbejde?

Hvis du har stillesiddende arbejde, kan du evt. genoptage dette i perioden med hælsko, men tidspunktet for genoptagelse af arbejde afhænger i øvrigt af dit erhverv.

En evt. sygemelding skal du have hos egen læge.

Bilkørsel
er ikke tilladt, mens du har hælsko, og må først foretages, når du kan træde hårdt til med foden.

Har du tvivlsspørgsmål før operationen kontakt ortopædkirurgisk ambulatorium på tlf.: 44 88 38 22.

Ved tvivlsspørgsmål efter hjemkomst er du velkommen til at kontakte sygeplejerskerne i Dagkirurgisk afsnit på tlf.: 44 88 38 72 (hverdage mellem kl. 8-16).




Redaktør
Anette Frandsen
Email ufKP3eap@ewB.regionh.dk