I mange idrætsgrene er ankelforstuvninger den hyppigste skade. De langvarige problemer efter forstuvninger vil ofte være enten 1) løse ankler og hyppige nye forstuvninger eller2) belastnings- eller bevægesmerter fra ankelområdet.
Ankelleddet:
Når man taler om ankelledet, plejer man altid at tænke på hængselleddet mellem skinneben og rulleben.
Imidlertid bør man opfatte leddet under ankelleddet (det subtalære led), hvor sidebevægelserne foregår, som værende en integreret del af ankelleddet.
Det er nemlig sådan, at de muskler, der sørger for at vippe ankelleddet op og ned (og sørger for afsættet, når vi går) sidder fast på knoglerne under det subtalære led.
Når vi vil sætte kraftigt af og derfor trækker med stor kraft i Achillessenen, må vi samtidig balancere hælknoglen ved hjælp af nogle af de andre muskler, så hælknoglen ikke vipper til siderne, men giver os et lige afsæt. Det er en fint afstemt muskelbalance, som ødelægges ved en kraftig forstuvning. Det er derfor ikke underligt, at der opstår styrings- og smerteproblemer flere steder i anklen, når den fine balance er brudt.
Ankelforstuvning:
Langt den hyppigste forstuvningstype er den type, hvor foden drejes ind under kroppen (inversions forstuvning).
Ledbånd og sener på anklens yderside strækkes, og knogle og ledflade på anklens inderside trykkes sammen.
Forstuvningen giver ofte en skade på ydersidens ledbånd, som kan være helt eller delvist overrevet, og en skade på brusken på på rullebenet og på indersidens knyst. Sener i området kan også beskadiges ved forstuvningen.
Man har i hovedtræk prøvet tre slags behandlinger for ankelforstuvninger:
1. Operation2. Gipsbandagering 3. Behandling med støttebind eller støttende bandage sammen med en hurtig genoptræning.
Der er enighed om, at ankelforstuvninger ikke bør immobiliseres gennem længere tid, da dette kun har negative konsekvenser for ledbånd, leddet og muskulaturen.
Diskussionen om operation af nogle af de sværeste forstuvninger blusser op med jævne mellemrum, men den generelle holdning er også her, at alle almindelige forstuvninger skal behandles med hurtig genoptræning.
Denne behandlings hjørnesten er:
1. At nedbringe hævelsen og opnå normal ankelbevægelighed så hurtigt som muligt (nedkøling, kompression med støttebind, foden holdes højt, op- og nedadbøjning trænes).
2. At beskytte anklen mod nye forstuvninger i minimum 6 uger (ankelbandage, støttebind, tape).
3. Genskabe normal muskelbalance ved vippebrætstræning.
Næsten 50% af de personer, der henvender sig i skadestuen med en forstuvning, har stadig symptomer 3 måneder efter skaden. Efter 1 år vil 10-15% stadig have problemer. Det er således svært at definere, hvornår en ”almindelig” forstuvning har varet længere, end den burde, og hvornår en udredning for andre skader bør foretages. Som tommelfingerregel gælder, at en mindre forstuvning, der aldrig havde kraftig hævelse eller ømhed, og hvor genoptræningen i starten var hurtig, giver problemer i gennemsnit 8 dage. En større forstuvning med moderat smerte og hævelse samt ømhed med nogen nedsat bevægelighed og let instabilitetsfornemmelse er i gennemsnit 2 uger om at komme sig over det akutte stadie, mens de forstuvninger, der har kraftigere symptomer end ovenstående, må forventes at give gener gennem måneder. Man skal reagere og eventuelt lede efter andre skader, når fornemmelsen af fremgang mangler, efter at det akutte stadie er overstået.
Hovedproblemerne er som regel 1)hyppige forstuvninger og løse ankler eller 2) smerter.
Hyppige forstuvninger/løse ankler (funktionel ankelinstabilitet):
Er karakteriseret ved, at man pådrager sig hyppige forstuvninger, særlig i situationer hvor hverken man selv eller andre kunne se en risikoudløsende faktor.
Utilstrækkelig genoptræning er den primære årsag til disse gentagne forstuvningsgener.
Før man overhovedet begynder at snakke om operation for ankelinstabilitet, skal et velplanlagt genoptræningsprogram baseret på styrkelse af musklerne og koordinationstræning have været forsøgt.
Som minimum skal man have stået på balancebrættet 10 minutter om dagen, 5 gange om ugen i hvert fald i 2½ måned. Omkring 50% af de ankelinstabile vil kunne opnå tilfredsstillende funktionel stabilitet efter et velgennemført rehabiliterings program.
Tape eller en ankelbandage skal beskytte anklen under belastning i den periode, hvor genoptræningen foregår.
Hvis et velgennemført genoptræningsprogram ikke har hjulpet med stabilisering af anklen er operation en god behandlingsmulighed. Mere end 50 forskellige typer af operationer er beskrevet til behandling af kronisk ankelinstabilitet. På nuværende tidspunkt synes de såkaldte anatomiske rekonstruktioner, hvor man finder resterne af de gamle ledbånd og strammer dem op, at give de bedste resultater.
Er ledbåndsresterne ikke af god kvalitet, kan det blive nødvendigt at supplere med en del af en sene.
Efter operation er der behov for at beskytte opstramningen mod vrid i ca. 6 uger. Herefter følger et ca 10 ugers genoptræningsprogram, før krævende fysisk aktivitet kan genoptages.
Vedblivende smerter efter ankelforstuvning:
Her tænkes på smerter ved belastning af foden eller smerter udløst ved bestemte stillinger af fodleddet. Disse smerte-tilstande er ofte et behandlingsmæssigt større problem end den kronisk ustabile ankel.
Første problem består i at vurdere, hvor smerten udløses fra.
Man skal prøve at skelne mellem smerter 1) fra selve ankelleddet2) fra leddene under ankelleddet3) fra senerne på yder- eller inderside af ankelleddet og4) smerter fra knogleområder omkring leddet.
Hvis smerten kommer fra selve ankelleddet, kan der være tale om:
Bruskskader, hvor brusk- eller brusk og knoglestykker er slået af eller trykket ved forstuvningen.
Diagnosen fås ved røntgen eller MR-scanning. Hvis genoptræning ikke er tilstrækkeligt, kan løse bruskstykker fjernes med kikkertinstrumenter, og større brusk-knoglestykker sættes fast igen.
Kronisk irritation i leddet behandles som regel med tabletter eller blokader, men man kan fjerne det irriterede væv med kikkertinstrument.
Smerter i leddene under selve ankelleddet kan skyldes bruskskader eller kronisk irritation i leddene. Man vil her først forsøge at behandle med tabletter og blokader kombineret med manipulationsbehandling af de involverede led.
Senerne på ydersiden af foden kan også skades ved en forstuvning. De kan blive kronisk irriterede, få længdegående revner eller få en tendens til at glide frem over knysten. Man vil ofte anvende ultralydskanning og MR-scanning til at hjælpe med at sikre diagnosen.Senen på indersiden af foden kan også blive skadet af en forstuvning, men langt hyppigere er det, at den bliver overbelastet efter forstuvningen, fordi man går forkert på foden. Overbelastningen behandles først og fremmest med aflastning og genoptræning af anklens bevægelighed
Efter forstuvninger ses hyppigt små skalformede afrivninger fra rullebenet og ydersidens knyst. Der er ofte tale om afrivninger af ledbåndstilhæftninger. Som oftest giver disse afrivninger ikke smerter, men ind imellem kan fjernelse af disse små stykker hjælpe. Brud på knogler i fodroden kan være svære at se på almindelig røntgen, og man må ofte tage skanninger til hjælp.