Sygdom og behandling

Hæmatologiske sygdomme
Der nyhenvises hvert år ca. 900 patienter, heraf 150-180 med lymfeknudekræft (maligne lymfomer), 60 med akutte leukæmier, 70 med kroniske leukæmier og 60 patienter med knoglemarvskræft (myelomatose). De såkaldte godartede blodsygdomme udgøres af bl.a. forskellige anæmityper, polycytæmi, myelofibrose og trombocytopeni.

Symptomer på hæmatologiske sygdomme
Sygdommene viser sig på mange forskellige måder. Spektret dækker patienter, som føler sig raske, men f.eks. har udviklet en hævet lymfeknude på halsen, over patienter som føler sig trætte, har svedtendens, vægttab og smerter, især i ryggen, til patienter der indlægges med akut svær sygdom med blødningstendens, høj feber og stærkt påvirket almentilstand.

Undersøgelser
Blodprøver, knoglemarvsundersøgelse og vævsprøver fra lymfeknuder hører til de almindeligste undersøgelser. Undersøgelserne af de enkelte patienter spænder fra meget simple blodprøver til store undersøgelsesprogrammer omfattende f.eks. knoglemarvs­punktur med komplicerede undersøgelser af enkeltcellers egenskaber og kromosomsammensætning, røntgen- og ultralydundersøgelser.

Behandling

Godartede blodsygdomme
Behandlingen af godartede blodsygdomme afhænger af tilstanden og kan bestå i:

• forsøg på at afhjælpe forskellige former for blodmangel eller mangel på blodplader
• behandling af mangeltilstande eller forstyrrelser i immunsystemet
• behandling med blodtransfusion
• bremse øget blodpoduktion

Behandlingen er mild og oftest ambulant.

Ondartede blodsygdomme
Den mest almindelige form for behandling af patienter med ondartede blodsygdomme er indgift af kemoterapi (cytostatika), ofte kombineret med strålebehandling samt behandling med antibiotika og erytrocyt/trombocyttransfusioner.

Der anvendes mange forskellige former for cytostatikaprogrammer afhængig af sygdommen og målet med behandlingen.

Er målet at holde sygdommen nede og bedre patientens liv, uden at det er muligt at opnå helbredelse, anvendes ofte en lempelig kemoterapi, evt. som tabletbehandling. Patienterne har kun få, evt. slet ingen bivirkninger af denne behandlingsform.

Er der mulighed for at helbrede patienten, anvendes som regel stærkere cytostatikabehandling, ofte som intravenøs infusion. Hensigten med de stærke behandlinger er at ødelægge alle ondartede celler i patienten, hvilket er en nødvendighed for helbredelse. Den mest intensive form for behandling gives i forbindelse med såkaldt autolog stamcelletransplantation.

Ved denne behandling udtages stamceller fra blodet (fra patienten selv). Stamcellerne nedfryses derefter til meget lave kuldegrader, hvor de kan holdes levedygtige i flere år. Derefter behandles patienten med så store doser kemoterapi, at knoglemarven dør, samtidig med at de tilbageværende ondartede celler går til grunde. På det tidspunkt gives de tidligere udtagne stamceller tilbage som en indsprøjtning i en blodåre. De tilbagegivne celler, der jo ikke har været udsat for kemoterapi, kan i løbet af få uger udvikles til modne blodceller igen.

I de senere år er indført behandlinger med anvendelse af antistoffer mod tumorceller, især indenfor lymfombehandling, samt stoffer, der specielt rammer den grundlæggende defekt i kræftcellen (kronisk myeloid leukæmi).

Behandlingsprogrammerne undergår til stadighed ajourføring på grundlag af udvikling og forskning.

Pleje af patienter med blodsygdomme
Sygeplejepersonalets væsentligste opgaver er hyppig, ofte intensiv observation af patienten, kommunikation med patienter og pårørende, udførelse af fysiske plejeop­gaver, omhyggelig mund- og hudpleje, forebyggelse og lindring af gener i forbindelse med cytostatisk behandling, behandlinger med medicin og blodprodukter samt at hjælpe patient og pårørende under kriser. Samarbejde med læger, psykolog, diætist, socialrådgiver, fysio- og ergoterapeut og evt. præst indgår som led i plejen af patienterne.